Det er koldt udenfor og det kan for mange også mærkes indendørs. Der bliver skruet op for varmen, fundet hjemmesko frem og drukket lidt ekstra varm the. Men hvad gør du, hvis varmen i radiatorerne ikke helt er nok til at varme din bolig op?
Det har JP kigget nærmere på i samarbejde med Bolius, og de har samlet en række gode råd, der vil give dig lidt mere varme henover vinteren.
Se nogle af de brandvarme tips lige herunder og læs resten her.
1. Dæk dine vinduer om natten
Når du alligevel sover, kan det være en god idé at trække gardinerne for dine vinduer derhjemme. Det forhindrer, at du mister noget af din varme til vinduerne, og den bliver i stedet inde i stuerne. Om dagen skal du trække gardinerne fra igen, så solen kan komme ind og bidrage lidt til varmen.
2. Hold samme temperatur i rummene
Det kan faktisk føles som om, at det trækker ind i din bolig, hvis du har et rum, der er koldere end de andre. Derfor skal du forsøge at have samme varme i alle dine rum, og det er ikke kun for din egen komfort. Det er også for at undgå, at der dannes kondens og måske skimmelsvamp.
3. Flyt dine møbler fra varmen
Det er en rigtig dårlig idé at placere din sofa eller din seng lige der, hvor din radiator står. Når møblerne dækker for dine radiatorer, vil de ikke varme nær så meget, som hvis møblerne ikke står der. Varmen har samtidig svært ved at fordele sig, og du skal regne med, at dine møbler skal stå i en afstand på 15-20 centimeter.
4. Luft ud ofte i kort tid
Om vinteren kan det være en god idé at lufte ud lidt oftere men kun i kort tid. På den måde når rummene ikke at blive kølet ned. Lav cirka fem korte udluftninger med gennemtræk om dagen og husk at slukke for varmen imens.
5. Tjek dine vinduer
Du skal huske at lukke dine vinduer helt i, når du lukker dem. Luk med alle hasper, og tjek eventuelt om de lukker helt til, når de er lukkede. Kan du trække et papir igennem sprækkerne, når de er lukkede, er det ikke optimalt.