Undgå dyre kviklån med disse alternativer
40 procent af alle kviklånstagere fortryder, at de har taget lånet. Spørg venner, familie eller banken først, lyder det fra eksperter.
Det er bedre at spørge banken om en kassekredit eller et bevilliget overtræk i stedet for at tage et kviklån, mener Forbrugerrådet Tænk.
Det er bedre at spørge banken om en kassekredit eller et bevilliget overtræk i stedet for at tage et kviklån, mener Forbrugerrådet Tænk. Foto: Colourbox/free


Hvis du føler dig ramt af økonomiske tømmermænd i det nye år og mangler penge til en dyr regning eller en skitur, kan det være fristende at sende en sms til et kviklånsfirma og få 10.000 kroner i hånden med det samme.

Men for knap 40 procent af de danskere, der tager kviklån, ender lånet med at være dyrere end forventet, og lige så mange fortryder, at de har taget det, viser en rapport fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fra 2015.

Derfor skal man se sig grundigt om efter alternativer, før man trykker 'accepter' til et kviklån, advarer Louise Skjødsholm, specialkonsulent i Penge- og Pensionspanelet.

- Den nemme løsning kan hurtigt blive den dyreste. Der er mange omkostninger forbundet med et kviklån, og de årlige omkostninger i procent (ÅOP) er ofte høje. Derfor er det virkelig vigtigt at regne på, hvad kviklånet koster sammenlignet med, hvad banken kan tilbyde.

Danskerne tager kviklån som aldrig før. I 2010 tog 7420 danskere et kviklån, og i 2014 var antallet steget til omkring 75.000.

De hurtige kontanter bliver primært brugt på impulskøb som tøj, elektronik, møbler og fornøjelser, viser rapporten fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Men man skal aldrig tage et kviklån, medmindre man står i en nødsituation og ikke kan låne andre steder, mener Forbrugerrådet Tænk. Hvis man akut mangler penge, er det bedre at spørge, hvad banken kan tilbyde gennem et bevilliget overtræk, en kassekredit eller et forbrugslån. Eller låne penge af venner eller familie.

Hvis man mangler penge til en dyr regning, kan man også tage kontakt til kreditor og eventuelt lave en aftale om at udskyde betalingen, forklarer seniorøkonom i Forbrugerrådet Tænk, Morten Bruun Pedersen.

- Firmaerne synes, det er positivt, at man selv tager kontakt i stedet for bare at smide regningen i skuffen.

Det værste, man kan gøre, er at tage et kviklån for at nedbringe et andet lån, siger han.

- Hvis man overvejer det, skal der ringe en stor alarmklokke. Så skal man søge hjælp hos en gældsrådgivning, lyder rådet fra Morten Bruun Pedersen.

Fakta: Tænk, før du kviklåner

- Overvej, om du kan undvære pengene. Hvis ikke, så spørg venner og familie. Husk at lave en skriftlig aftale om tilbagebetaling.

- Spørg hvad banken kan tilbyde af bevilget overtræk, kassekredit eller forbrugslån og sammenlign ÅOP'en (Årlige omkostninger i procent) med kviklånet. Tjek også løbetid og vilkår for lånet.

- Beregn, om din økonomi kan klare at betale kviklånet tilbage de næste måneder.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.