Undertippet tjekke i French Open-finale
Den 13.-seedede tjekke Lucie Safarova er i sin første grand slam-finale efter en sejr over Ana Ivanovic.
Lucie Safarova, der ses på billedet her, er overraskende i semifinalen efter at have besejret Ana Ivanovic, der eller var spået sin første finale i syv år.
Lucie Safarova, der ses på billedet her, er overraskende i semifinalen efter at have besejret Ana Ivanovic, der eller var spået sin første finale i syv år. Foto: David Vincent/AP


Den tjekkiske tennisspiller Lucie Safarova er godt i gang med at skabe en gigantisk overraskelse ved French Open.

Torsdag spillede den 13.-seedede tjekke sig i karrierens første grand slam-finale med en sejr på 7-5 og 7-5 over den tidligere mester Ana Ivanovic.

Dysten mellem de to semifinalister var særdeles nervebetonet, og især Safarova indledte svagt. Bagud 2-5 fik hun alligevel kæmpet første sæt hjem.

I andet sæt kom den 28-årige tjekke bedre fra start end Ivanovic, der i 2008 vandt på Roland Garros-anlægget i Paris.

Ikke siden triumfen for syv år siden har serberen spillet sig frem til semifinalerne i en af de fire grand slam-turneringer.

Safarovas nerver indfandt sig alligevel igen, da hun foran 5-4 kunne serve sejren hjem. Det blev til to dobbeltfejl, men nerverne spillede også Ivanovic et puds, da hun først på fjerde breakbold fik brudt til 5-5.

Tjekkiske Safarova brød med det samme tilbage til 6-5, og så kunne hun serve sig i karrierens første grand slam-finale.

Safarova, der tidligere i turneringen slog den regerende mester Maria Sharapova ud, skal i finalen møde Serena Williams eller Timea Bacsinszky.

Den stærke tjekke, som endnu ikke har afgivet et eneste sæt i Paris, er måske ikke helt uden chancer i weekendens finale.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.