Robert Mueller, der leder undersøgelsen af påstået russisk indblanding i den amerikanske valgkamp sidste efterår, søger nu at sikre, at vigtige dokumenter ikke forsvinder.
I en henvendelse til Det Hvide Hus beder Mueller om, at samtlige dokumenter vedrørende mødet mellem præsidentens søn og en russisk advokat bevares.
Donald Trump Jr., præsidentens svigersøn Jared Kushner samt Trumps tidligere kampagnechef Paul Manafort mødte en russisk advokat. Advokaten havde via en mellemmand lovet at levere kompromitterende oplysninger om den demokratiske kandidat, Hillary Clinton.
Nu har Mueller bedt om, at alle sms, alle mails og alle notater om samtalen og anden kommunikation bevares.
Trump har længe udtrykt frustration over undersøgelsen. Han kalder den en politisk heksejagt, som han ikke vil støtte ved at samarbejde.
Rusland har afvist, at det greb ind i den amerikanske valgkamp til fordel for Trump.
Mueller, som er tidligere FBI-direktør, udvidede torsdag ifølge Bloomberg News sin undersøgelse til også at omfatte Trumps forretningsimperium.
Den vil også omfatte en række transaktioner, hvor Trumps forretningsimperium eller personer tæt på ham har været involveret, oplyste Bloomberg.
Trumps forretningsimperium har i en årrække arbejdet med Rusland. Dermed bliver grænserne, for hvad der er relevant at undersøge, uklare.
/ritzau/Reuters