Mange arbejdsløse kæmper ikke bare med at finde et job, men også med selvværdet.
Det viser en undersøgelse, som Userneeds har foretaget for a-kassen Min A-kasse, skriver tv2.dk.
71 procent af de arbejdsløse har oplevet at føle sig mindreværdig på grund af ledighed, mens 51 procent oplever, at omverdenen ser ned på dem. 31 procent har en eller flere gange undgået at deltage i et socialt arrangement i forsøget for at undslippe spørgsmål om, hvad de laver til daglig.
Katrine Arnfred fra København er en af dem, der har kæmpet med ledighed, og hun nikker genkendende til undersøgelsen.
- Det er enormt opslidende for ens selvværd at være arbejdsløs. Det handler meget om den måde, vi som samfund håndterer arbejdsløshed på. Det at have et lønarbejde bliver tillagt så stor værdi, at det bliver vores primære identitet, siger den 35-årige cand.mag, der i dag har fået et fast arbejde, til tv2.dk.
Skyldes hård retorik
Katrine Arnfred tror, at de lediges mindreværd blandt andet kan skyldes politikernes negative retorik, som medierne ofte tager til sig.
- Det har været med til at skabe det blik, der er på arbejdsløse som nogen, der ikke gider. Det paradoksale er, at der ikke er job nok til alle. Det er et strukturelt problem er. Men det er der ingen, der gider have fokus på, for det er lettere at have fokus på den enkeltes skyld, siger Katrine Arnfred til tv2.dk.
Og netop politikernes retorik omkring ledige er noget, vi tidligere har skrevet om her på Avisen.dk. Her pegede retorikforsker Christian Koch på, at blandt andet Venstre med retorikken omkring sit kontanthjælpsloft, forsøger at føre os bag lyset. Partiet kalder kontanthjælpsloftet for moderne, og taler om, at der skal være en gevinst for arbejdsløse, der vælger at tage et job,
- Det er eksempler på bedragerisk sprogbrug, og hensigten er at påvirke folks opfattelse af kontanthjælpsmodtagere som nogle, der burde tage sig sammen, sagde Christian Koch dengang til Avisen.dk.
Undersøgelsen fra Userneeds er gennemført blandt 515 repræsentativt udvalgte personer.