Undersøgelse: Flere danskere anerkender klimaproblemerne
Global opvarmning er et omdiskuteret emne. Undersøgelse viser, at flere danskere anerkender klimaudfordringen.
Undersøgelse viser, at flere danskere anerkender klimaudfordringen. Arkivfoto.
Undersøgelse viser, at flere danskere anerkender klimaudfordringen. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


Et flertal af danskerne opfatter grøn omstilling som en forudsætning for fremtidens vækst og velfærd, og omstillingen må gerne koste noget på kort sigt.

Det er nogle af konklusionerne fra det årlige Klimabarometer, som den grønne tænketank Concito udfører, hvor de undersøger og analyserer danskernes holdning til klimaudfordringen.

82 procent af danskerne anerkender, at den gennemsnitlige temperatur på jorden er stigende, og at den globale opvarmning er skabt af mennesker, mens seks procent af danskerne i dag helt bestrider den globale opvarmning.

- Diskussionen, hvorvidt vi overhovedet har klimaforandringer, og at vi som mennesker har et ansvar for at gøre noget ved det, er overstået. Men nu er spørgsmålet, hvad vi skal gøre, siger sekretariatsleder i Concito, Michael Minter.

- Det betyder, at vi kan fokusere på, hvordan vi som borgere, forbrugere og samfund kan gøre noget effektivt ved klimaudfordringen, tilføjer han.

Undersøgelsen viser også, at der på tværs af danskernes politiske ståsteder er en bred enighed om, at der skal mere grøn omstilling til, fortæller Michael Minter.

På spørgsmålet "Politikerne bør indføre tiltag, der kan reducere klimapåvirkningen fra vores madforbrug i form af eksempelvis afgifter, mærkning eller oplysningskampagner" svarer 55 procent af danskerne, at de er enten helt eller delvist enige.

64 procent af de adspurgte er klar til, at den grønne omstilling gerne må koste flere penge og kraftanstrengelser på kort sigt, lyder det.

Concitios har siden 2010 lavet undersøgelser, som måler og analyserer udviklingen i danskernes viden, holdninger og handlinger i forhold til klimaudfordringen.

I 2015-målingen er 2030 repræsentativt udvalgte danskere blevet spurgt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.