Ulykkelige kæledyrsejere udsættes for fup
Fuskere får hevet penge ud af kæledyrsejere, hvis dyr er forsvundet.
Det var en hankat af samme race som denne - en British Shorthair - som en mand bildte ejeren ind, at han vidste, hvor var.
Det var en hankat af samme race som denne - en British Shorthair - som en mand bildte ejeren ind, at han vidste, hvor var. SCANPIX arkiv


Mindst én fupmager udnytter lige nu desperate kæledyrsejere, der har mistet deres dyr og derfor efterlyser dem over internettet.

Det kan nordjydske.dk afsløre i dag.

Avisen har talt med den lokale katteopdrætter Winnie Kia Winther, som i sidste uge mistede sin hankat Balulo, der løb hjemmefra.

Hun skrev fluks en efterlysning af katten på Dyrenes Beskyttelses hjemmeside, og efter fem minutter fik hun et telefonopkald.

Det var en ung mand, der sagde, at han vidste, hvor katten var. Han beskrev missen, virkede egentlig troværdig - men forlangte 1000 kroner overført via MobilePay for at oplyse, på hvilken adresse katten befandt sig på.

Andre har oplevet det samme

En lettere skeptisk Winnie valgte at overføre pengene til manden, som fortalte, at han var en fattig studerende. Og da hun jo fik hans telefonnummer i forbindelse med overførslen, følte hun, at hun havde noget på ham.

Men efter overførslen af de 1000 kroner kom der ingen adresse. Og via en Facebook-gruppe fandt den frustrerede katteopdrætter hurtigt ud af, at andre havde haft tilsvarende oplevelser.

De havde mistet deres elskede dyr - havde så slået det op på forskellige fora online og var blevet kontaktet kort tid efter med et krav om penge for at få en adresse.

Numrene var forskellige, men navnet går igen, og man fornemmer på beskrivelserne, at det er den samme mand, mener Winnie Kia Winther ifølge Nordjydske.dk.

Andre politikredse har ifølge avisen modtaget lignende anmeldelser. Og mønsteret er det samme: Telefonnummeret lukkes ned, kontonummer og ejer kan ikke spores, og så er pengene tabt.

Værst af alt er dog, at kæledyrsejerne ikke får deres dyr hjem igen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.