Ulykke-pilotens venner: Udmattelse tvang ham på orlov
Myndigheder forsøger at finde forklaring på, at andenpilot angiveligt styrede passagerfly direkte i døden.
Politiet formoder, at det var i dette hus i Montabauer i Tyskland, at andenpiloten boede.
Politiet formoder, at det var i dette hus i Montabauer i Tyskland, at andenpiloten boede. Reuters/Scanpix


Efterforskere fra tysk politi ransager torsdag aften andenpilotens bolig efter det Germanwings-flystyrt i de fransk alper, hvor 150 mennesker tirsdag mistede livet.

Det oplyser anklager Christoph Kumpa i Düsseldorf ifølge nyhedsbureauet dpa.

En journalist fra nyhedsbureauet Reuters fortæller fra ransagningen, at politifolk bærer papkasser ud fra huset.

Tidligere torsdag sagde den franske anklager, at andenpiloten Andreas Lubitz formentlig med fuldt overlæg lod Airbus-maskinen styre direkte i døden, mens piloten havde forladt cockpittet for at gå på toilettet.

Lydoptagelser fra cockpittet afslører, at Lubitz trak vejret helt normalt i de otte minutter, der gik, fra flyet vendte snuden mod jorden, til det ramte et bjerg i Alperne tirsdag sidst på formiddagen.

Lufthansa, som ejer Germanwings, har oplyst, at andenpiloten blev ansat i lavprisselskabet i efteråret 2013, og han havde 630 flyvetimer bag sig.

Ifølge Matthias Gebauer, der er ledende korrespondent for onlineudgaven af Der Spiegel, måtte Andreas Lubitz tage et halvt års pause fra sin uddannelse i 2009 på grund af enten udbrændthed eller depression. Det fortæller pilotens skolekammerater til journalister, skriver Matthias Gebauer på Twitter:

Ifølge BBC var hans forældre rejst til Sydfrankrig sammen med andre sørgende, der havde familiemedlemmer eller venner om bord i det tyske fly.

Den franske anklager Brice Robin sagde under et pressemøde torsdag, at anklagemyndigheden ikke betragter Lubitz' handling som terrorisme, og han undlader at bruge ordet "selvmord".

- Hans åndedræt var normalt. Det var ikke et åndedræt fra en, som var i gang med at udføre en handling. Han ytrede ikke et ord, konstaterer Robin.

Efter terrorangrebet på USA i 2001 er døre til cockpits blevet forstærket og indrettet, så terrorister ikke kan trænge ind. Men det betyder samtidig at en situation, som den Brice har beskrevet, kan opstå.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.