Ulykke får vigtig amerikansk olieledning til at eksplodere
Priserne på diesel i New York stiger voldsomt, efter at en eksplosion i en olieledning har stopper forsyning.
En olieledning i den amerikanske delstat Alabama er eksploderet, hvilket har forstyrret forsyningen af olie til den amerikanske østkyst.
En olieledning i den amerikanske delstat Alabama er eksploderet, hvilket har forstyrret forsyningen af olie til den amerikanske østkyst. Foto: Marvin Gentry/Reuters


Natten til tirsdag eksploderede en af USA's største olieledninger i delstaten Alabama.

Eksplosionen har delvist stoppet forsyningen af blandt andet benzin og diesel til østkysten. Her har priserne taget et gevaldigt hop.

Det skriver flere medier, blandt andre Reuters.

Alle beboere inden for små fem kilometer af eksplosionen blev evakueret.

- Vi håber på og beder for det bedste, sagde guvernøren i Alabama, Robert Bentley, til tv-stationen CBS mandag aften amerikansk tid.

En person blev dræbt, og fem er kommet til skade ved eksplosionen. Den er umiddelbart udløst af, at arbejdere under en vedligeholdelsesopgave ramte olieledningen med en rendegraver.

Det antændte benzinen i røret og udløste den store eksplosion, der ifølge CBS rejste sig langt over trætoppene. Eksplosionen satte samtidig gang i en større skovbrand.

Redningsarbejdere har ifølge Robert Bentley opført en flere meter høj barriere af jord for at holde de store mængder brændstof inde.

Selskabet bag olieledningen, Colonial Pipeline Co., har lukket ned for olieledningen, og det giver negative effekter på den amerikanske østkyst.

Olieledningen fragter brændstof som benzin, diesel og flybrændstof fra oliefelterne og rederierne i den Mexikanske Golf til New York.

Ifølge Reuters leverer Colonial omkring en tredjedel af de 3,2 millioner tønder olie, der bliver brugt på østkysten hver dag.

Afbrydelsen af forsyningen har sendt prisen på levering af en tønde benzin op med op til 15 procent ifølge Bloomberg. Det er det største hop i prisen siden 2008.

Så sent som i september blev olieledningen også lukket ned efter et større udslip.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.