Ulykke: 48-årig mister livet efter bryllupstragedie
Tre personer slap med mindre skader, men kvindelig passager døde, da bil forulykkede på Helsingørmotorvejen.
Som følge af ulykken har Helsingørmotorvejen været spærret i nordgående retning mellem Humlebæk og Kvistgård.
Som følge af ulykken har Helsingørmotorvejen været spærret i nordgående retning mellem Humlebæk og Kvistgård. Scanpix


En 48-årig kvinde har omkring midnat søndag mistet livet i forbindelse med en bilulykke på Helsingørmotorvejen.

Ulykken skete sent søndag aften, da føreren mistede herredømmet over bilen, hvor der desuden var tre passagerer. Den dræbte 48-årige kvinde var passager i bilen, oplyser Nordsjællands Politi.

- Det var et solouheld med en bil, der kørte i nordgående retning mellem Humlebæk og Kvistgård. Føreren mistede herredømmet over køretøjet og rullede rundt flere gange, og kvinden blev kastet ud af bilen, siger vagtchef Steffen Østergaard til Ritzau.

- Efter at læger og ambulancefolk havde arbejdet med hende, afgik hun ved døden, oplyser han.

De resterende personer i bilen slap fra ulykken med mindre alvorlige skader og er formentlig blevet kørt på skadestuen af andre familiemedlemmer, da bilen var del af en bryllupskortege, oplyser vagtchefen.

- Så der var mange personer ude på stedet, der var oprørte og kede af det, siger Steffen Østergaard.

Bilinspektører har undersøgt ulykkesstedet, og vagtchefen understreger, at spiritus ikke var årsag til, at føreren mistede kontrollen over bilen.

Som følge af ulykken var Helsingørmotorvejen i en periode spærret i nordgående retning mellem Humlebæk og Kvistgård.

Strækningen blev dog ifølge Vejdirektoratet genåbnet omkring klokken 01.20 natten til mandag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.