Ulrich Thomsen: Amerikanerne elsker folk, der har succes.
I et interview med BT fortæller Ulrich Thomsen om sin vej til Hollywood.
Det var rollen i Thomas Vinterbergs festen, som åbnede de nødvendige døre, til det store udland.
Det var rollen i Thomas Vinterbergs festen, som åbnede de nødvendige døre, til det store udland. Foto: Scanpix arkiv


Ulrich Thomsen er én ud af en håndfuld danske skuespillere, som i dag har fået succes i USA.

Men da han første gang kom til Guds eget land for at prøve skuespillertalentet af uden for den danske andedam, fandt han hurtigt ud af, at vejen til anerkendelse og de gode jobs var lang. Det fortæller han i et interview med BT.

- Da jeg kom derover, troede jeg, at jeg var den eneste, der havde fået den gode idé. Og pludselig opdager man, hvor mange der er, og hvor sindssygt gode de er. Det er helt sort, og man må bare indse, at, at man er et face in the crowd, siger han til BT.

Det var rollen i Thomas Vinterbergs festen, som åbnede de nødvendige døre, til det store udland, fortæller skuespilleren.

- Filmen gik hele verden rundt, og folk var fuldstændigt på røven over den. Pludselig var jeg ham fyren fra den der danske succes. Og hvis der er noget de elsker derovre, så er det, hvis man er med i en succes, siger han til BT.

Succesen førte blandt andet til en birolle i James Bond-filmen "The World Is Not Enough". Men selvom det selvfølgelig er godt at have James Bond på CV'et, så er det mere værd at have en bærende rolle i en mindre produktion, end at være nummer 10 efter James Bond, lyder det fra danskeren.

- Det er faktisk bedre, at have haft en hovedrolle i en god dansk film, end at man er nummer 10 på en creditliste i USA. De elsker nemlig folk, der har succes i USA, og det er de første navne på plakaten, der tæller.

I dag kan Ulrich Thomsen læne sig lidt mere tilbage end, da han han som ung skuespiller kom til USA første gang. Danskeren er i fjerde sæson på HBO-serien "Banshee", hvor han spiller skurkerollen. Derudover er han aktuel herhjemme i rollen som Richard Møller Nielsen i filmen "Sommeren ’92’" om de danske EM-helte.


Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.