Ulovligt indsamlet sundhedsdata er næsten væk
Region Syddanmark har slettet alle ulovlige patientoplysninger. 50 projekter har stadig oplysningerne.
Nu ser det ud til, at de ulovligt indhentede sundhedsdata er blevet slettet igen.
Nu ser det ud til, at de ulovligt indhentede sundhedsdata er blevet slettet igen. Foto: Colourbox/free


De ulovligt indsamlede oplysninger om danskerne i patientdatabasen Dansk Almenmedicinsk Database (DAMD) er nu slettet, oplyser Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

- Sletningen var det eneste rigtige. Derfor er det også gode nyheder, vi har modtaget, siger Region Syddanmarks formand, Carl Holst (V).

Selvom Region Syddanmark har slettet alle de ulovligt indsamlede oplysninger, som den var i besiddelse af, så florerer ulovlige oplysninger om danskernes lægebesøg og sygdomme stadig.

De bliver brugt i omkring 50 forskningsprojekter, der gennem årene har fået adgang til oplysningerne.

Region Syddanmark oplyser i pressemeddelelsen, at den har taget kontakt til forskningsprojekter, der har modtaget oplysninger fra DAMD, og bedt dem om at slette de ulovlige data og undlade at bruge dem i deres videre forskning.

Carl Holst kan ikke sætte en præcis dato på, hvornår forskningsprojekterne endegyldigt har slettet den ulovlige data, men understreger, at regionen har gjort, hvad den kunne.

Regionsrådsformanden erkender, at man mister vigtig data, men at det ikke kan måle sig med, hvad man vinder.

- Vi mister naturligvis noget. Men det får os ikke til at ryste på hånden i forhold til den holdning, vi altid har haft. Ulovligt indsamlede oplysninger skal slettes. Vi har en unik førerposition i Danmark i forhold til vores sundhedsdata, siger Carl Holst og tilføjer:

- De kan bruges til udvikling af sundhedsdata og kommercielt. Men ulovligt indsamlede sundhedsdata skal ikke bruges. Gør man det, skaber man en stemning, hvor man mister forståelsen for brugen af vores lovligt indsamlede sundhedsdata.

- Nu vil vi se fremad og fokusere på, hvordan vi på bedst mulig måde kan arbejde med at udvikle patientbehandlingen inden for lovens rammer, afslutter regionsrådsformanden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.