Ulovlige skunklaboratorier hæver el-regningen
Energi Fyn oplyser, at selskabet de to seneste år har fået stjålet strøm for i alt 2,1 millioner kroner.
Det koster mange penge i strøm at dyrke skunk i laboratorier.
Det koster mange penge i strøm at dyrke skunk i laboratorier. Foto: Vakhrushev Pavlo Igorevich/Colourbox


Det koster el-kunder i hele landet millioner af kroner, at kriminelle dyrker skunk ved hjælp af stjålet strøm. Det skriver DR Fyn.

Skunk udvindes af hashplanter, som kræver meget lys og varme, og strømmen til de såkaldte skunklaboratorier tappes ulovligt uden om elmåleren.

Ifølge teknisk direktør ved Energi Fyn Klaus Winther har det fynske energiselskab i 2013 og 2014 fået stjålet strøm til en samlet værdi af 2,1 millioner kroner.

- Det er ganske store mængder el, der er tale om, og det er tyveri i millionklassen. Derfor har vi været nødsaget til at stramme meget op, siger Klaus Winther til DR Fyn.

Onsdag er en retssag mod fire vietnamesere begyndt ved Retten i Odense. Vietnameserne er tiltalt for at have dyrket skunk fem forskellige steder på Fyn og i Jylland. Energi Fyn anslår, at selskabet i den aktuelle sag har fået stjålet strøm for 720.000 kroner.

En typisk skunkproduktion bruger omkring 100.000 kWh, hvilket svarer til 25 husstandes årlige forbrug, og energiselskaberne har tit svært ved at inddrive pengene.

Gerningsmændene er oftest fattige udlændinge, som ikke har mulighed for at betale regningen, og dermed bliver den sendt videre til alle el-forbrugere.

- Vi samarbejder med politiet og gør, hvad vi kan for at få dækket tabene. Desværre er det oftest umuligt, siger kommunikationschef i energikoncernen SE Jan Lyng Lauridsen til DR Fyn.

Han oplyser, at SE, som leverer strøm til kunder i Syd- og Sønderjylland, i 2014 oplevede et tab på 850.000 kroner.

Også Dong Energy, som leverer strøm til hovedstadsområdet og Nordsjælland, oplever problemet. Selskabet oplyser, at man i øjeblikket har sager kørende, som repræsenterer et samlet krav på tre millioner kroner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.