Ulla Tørnæs vil have Andreas Mogensen i rummet igen
Forskningsminister Ulla Tørnæs (V) ser gerne, at astronauten Andreas Mogensen igen flyver ud i rummet.
- Vi kunne ikke ønske os en bedre ambassadør for de naturvidenskabelige og tekniske fag, siger uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V) om den danske astronaut Andreas Mogensen.
- Vi kunne ikke ønske os en bedre ambassadør for de naturvidenskabelige og tekniske fag, siger uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V) om den danske astronaut Andreas Mogensen. Foto: Stephane Corvaja/AFP


Hvad har det danske flag, grundloven og en Lego-figur til fælles?

De har alle være med den danske astronaut Andreas Mogensen en tur i rummet.

Den 10-dages rumrejse startede for et år siden, og årsdagen blev markeret ved, at Andreas Mogensen leverede genstandene tilbage og donerede sin rumdragt til Nationalmuseet.

Og der var ikke tvivl hos uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V), der var med til fejringen af årsdagen for Danmarks første rumfart.

- Det vil være fantastisk, hvis det igen kunne lykkes for Andreas at komme med på en mission. Jeg tror også, at det er noget, han selv arbejder ihærdigt på, siger Ulla Tørnæs til Ritzau.

Det var den 2. september 2015, at Andreas Mogensen satte sig i et sæde i en rumraket og begyndte den 51 timers lange rumrejse til den internationale rumstation ISS.

Efter otte dage på rumstationen vendte Andreas Mogensen atter tilbage til jorden, og siden har han blandt andet afholdt et hav af foredrag for specielt børn og unge i Danmark.

Den indsats er Ulla Tørnæs specielt glad for.

- Jeg glæder mig over, at Andreas rumeventyr også drypper på dansk forskning, og særligt glæder jeg mig over, at Andreas bidrager til at skabe stor interesse blandt børn og unge for naturvidenskab.

- Vi kunne ikke ønske os en bedre ambassadør for de naturvidenskabelige og tekniske fag, siger ministeren.

- Han giver børn og unge et rigtig godt indblik i, hvad det naturvidenskabelige er og kan. Jeg håber, at det vil betyde, at endnu flere unge vil uddanne sig inden for de naturvidenskabelige fag.

Om det er realistisk at få en dansker i rummet igen i de kommende år, tvivler Ulla Tørnæs dog på.

- Jeg tror, Andreas må siges at være et helt særligt tilfælde. Men vi arbejder meget målrettet fra regeringens side på at udnytte det, vi kan fra rummet, til at skabe vækst og velfærd i Danmark, siger Ulla Tørnæs.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.