Ulla Terkelsen tæt på tæv: Fingerede hjerteanfald
72-årige Ulla Terkelsen lever et farligt liv som korrespondent for TV 2. Hun har været tæt på at få tæv.
Ulla Terkelsen slap ud af problemer i Egypten ved at fingere et hjerteanfald.
Ulla Terkelsen slap ud af problemer i Egypten ved at fingere et hjerteanfald. Arkivfoto: Asger Ladefoged, Scanpix


Som udenrigskorrespondent for TV 2 lever Ulla Terkelsen et liv, der er langt mere risikofyldt end de fleste 72-åriges.

Og det har da også været tæt på at gå galt. I et interview med Femina fortæller hun, hvordan hun for nogle år siden blev jagtet under sit arbejde og måtte fingere et hjerteanfald for at slippe fri.

- Under urolighederne i Egypten, under præsident Mubaraks fald (i 2011, red), blev en kameramand og jeg jaget op og ned ad gaderne og var også lige ved at få tæv. Det var ekstremt ubehageligt, men jeg fingerede et hjerteanfald, så kom der nogen med et meget ulækkert tæppe, så skulle jeg ligge på det og videre ind på et hospital. Heldigvis fik vi en taxa og kom væk siger hun til Femina.

Ulla Terkelsen siger, at idéen til at fingere et hjerteanfald kom helt spontant.

- Hvilket virkelig kunne tyde på en dårlig karakter! Men det var en god og subtil udnyttelse af selvopholdelsesdriften, fordi de syntes, det var så synd for den dér ældre kvinde, der sad og hylede og skreg, fortæller hun til Femina.

Hun bliver i interviewet spurgt, hvorvidt hun adviserer sin 48-årige søn, hvis hun skal udsendes til et farligt sted. Svaret kommer prompte: "Overhovedet ikke!”.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.