Nu skal der sættes hårdt ind mod svindel med dansk ulandsbistand.
Organisationer skal udelukkes fra at modtage penge fra Danmark i fem år, hvis de bliver taget i at svindle med ulandshjælp. Samtidig skal danskerne informeres om alle sager om svindel.
Nyhedsavisens afsløring
Regeringspartiet Venstre fremlægger med et flertal bag sig en plan mod svindel med ulandsmidler.
Det sker, efter at Nyhedsavisen og TV 2 de seneste dage har afsløret 244 hemmeligholdte sager om svindel med ulandsmidler for i alt 176 millioner kroner.
»De her sager skal ikke længere være gemt i et mørkt arkivskab i Udenrigsministeriet. Hvis en organisation, både dansk og udenlandsk, bliver taget i noget kriminelt, så skal det kunne koste dem fremtidig støtte,« siger Venstres udviklingsordfører Karsten Lauritzen til Nyhedsavisen.
Han fremlægger forslaget sammen med udviklingsministeren Ulla Tørnæs (V).
I udspillet indgår desuden, at man vil straffe ulande, der ikke gør nok for at bekæmpe korruption.
Dansk Folkeparti kalder udspillet et skridt i den rigtige retning:
»Men der skal mere til. Vil man eksempelvis straffe lande, der bruger den danske bistand til at føre krig for?« spørger næstformand Peter Skaarup.
Også Enhedslisten og SF bakker op.
»Man bør ikke straffe en organisation, hvis en ansat stjæler af kassen, men i stedet sætte krav til organisationens kontrolapparat,« siger Steen Gade fra SF.
En lignede melding kommer fra international chef i Folkekirkens Nødhjælp, Christian Friis Bach, der heller ikke mener, at man skal straffe ærlige organisationer.
»Vi går ind for 200 procent åbenhed og det gælder også i selve ulandene. For kommer tingene frem, så protesterer borgerne selv over for deres korrupte politikere,« siger han.