Ukrainsk fredsplan: Nu skal kampvogne også væk fra fronten
Ifølge den tyske udenrigsminister er der enighed om at fjerne kampvogne fra frontlinjen i Østukraine.
Også kampvogne skal nu fjernes fra fronten i Østukraine. Arkivfoto
Også kampvogne skal nu fjernes fra fronten i Østukraine. Arkivfoto Foto: Mindaugas Kulbis/AP


Udenrigsministre fra Tyskland, Frankrig, Rusland og Ukraine blev mandag enige om at fortsætte tilbagetrækningen af tunge våben fra frontlinjen i det kriseramte østlige Ukraine.

Samtidig er flere våben blevet omfattet af aftalen.

- Vi blev i dag enige om ikke bare at fortsætte tilbagetrækningen af tunge våben, men også at inkludere andre kategorier af våben i tilbagetrækningen, siger Tysklands udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, efter et møde blandt ministrene i Berlin.

Som noget nyt vil også kampvogne skulle fjernes fra det uroplagede område i Østukraine.

- Intet er nemt i forhold til Ukraine-krisen, og det er der ikke noget nyt i. Under dagens forhandlinger kom uenighederne mellem Kijev og Moskva igen til syne, siger Steinmeier.

De tunge våben skal fjernes fra fronten som led i en fredsplan, der blev indgået i februar i Hvideruslands hovedstad, Minsk.

Også den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, betoner efter mødet, at fredsplanen fortsat skal implementeres.

- Udenrigsministrene i Rusland, Frankrig, Tyskland og Ukraine bekræftede forpligtelserne til at leve op til aftalen fra Minsk og slog fast, at det er vigtigt at leve fuldt op til våbenhvilen og tilbagetrækningen af tunge våben, siger Lavrov ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.

Mandag kom det frem, at en ukrainsk soldat ifølge landets militær var blevet dræbt, og seks andre såret, efter at prorussiske separatister havde udført angreb i Østukraine.

Militæret beskylder separatisterne for at anvende tunge våben, som skulle være fjernet i overensstemmelse med Minsk-aftalen.

Der har ellers været mere roligt i den østlige del af Ukraine de seneste måneder. En våbenhvile er formelt set fortsat gældende, selvom den flere gange er blevet krænket.

Flere end 6000 mennesker er dræbt i kampe siden sidste forår, da konflikten brød ud.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.