Ukraines vigtigste mål er en stærk hær mod Rusland
Stillingskrigen fortsætter i Ukraine, men iagttagere venter ikke at se en optrappet konflikt på kort sigt.


Ukraines vigtigste prioritet er at få opbygget en stærk hær, som kan imødegå Ruslands militære aggression, siger landets premierminister, Arsenij Jatsenjuk.

- Opbyggelsen af en hær, som er i stand til at stoppe aggressionen fra Rusland, er vores primære opgave, siger regeringschefen, som fredag holdt et tv-transmitteret pressemøde om de vigtigste opgaver for den nye koalitionsregering.

Jatsenjuk siger, at han ikke venter vækst i den ukrainske økonomi før 2016 på grund af de store omkostninger ved kampene i den østlige del af landet.

Ukraine har beskyldt Rusland for at sende soldater og våben til Ukraine for at hjælpe de prorussiske separatister i de østlige regioner i en ny offensiv i konflikten, der har kostet over 4000 mennesker livet.

Øget vold, brud på våbenhvilen og rapporter om soldater i kolonner uden kendetegn ved den russiske grænse, har forstærket frygten for et totalt våbenhvilesammenbrud.

En militær talsmand siger, at kampe med granater og artilleri har været i gang i over 24 timer mellem oprørere og regeringssoldater i regionerne Donetsk og Lugansk. En soldat og et fem-årigt barn er blevet dræbt.

Frygten for en stadig mere optrappet konflikt i det østlige Ukraine har øget presset mod landets økonomi og fået landets valuta til at falde voldsomt i værdi, samtidig med at renten er ekstrem høj.

Flere militæranalytikere vurderer imidlertid, at en ny oprørsoffensiv næppe vil finde sted foreløbig. De mener, at den russiske forstærkning er designet til at afskrække Ukraines ledelse fra at prøve at generobre territorium, som oprørerne nu sidder på.

Russiske kampvogne i Ukraine skal desuden sende en besked til Ruslands præsident, Vladimir Putins, hjemlige publikum.

- Der foregår en udmattelseskrig, hvor parterne positionerer sig. En storoffensiv virker ikke sandsynlig, siger Pavel Felgenhauer, uafhængig militæranalytiker med base i Moskva, Ruslands hovedstad.

- For at gennemføre en stor offensiv skal man bruge tusindvis af kampvogne. Der er langt færre kampvogne dér - og hovedsagelig bare artilleri, tilføjer han.

Regeringen i Moskva afviser imidlertid at være militært involveret overhovedet. Russerne støtter kun oprørerne politisk, hævder Kreml.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.