Ukraines præsident forventer svær tid for fredsaftale
En lang og hård forhandlingsproces førte til den nyligt indgåede fredsplan i Minsk, lyder det fra Porosjenko.
Forhandlingerne om fredsplanen for Østukraine var meget svære, fortæller Ukraines præsident, Petro Porosjenko, til pressen, efter at han har talt på et topmøde i Bruxelles.
Forhandlingerne om fredsplanen for Østukraine var meget svære, fortæller Ukraines præsident, Petro Porosjenko, til pressen, efter at han har talt på et topmøde i Bruxelles. Foto: AP Photo/Michel Euler/AP


Ukraines præsident, Petro Porosjenko, takker for EU's støtte og for at have fået lov til at tale på EU-topmødet torsdag i Bruxelles, hvor han fortalte om situationen i Østukraine og om den nyligt underskrevne fredsplan i Minsk.

- Med aftalen lykkes det os at få begge sider til at indgå våbenhvile. Det var en meget svær og meget lang forhandlingsproces - 17 timer.

- Jeg forventer, at den bliver lige så svær at gennemføre, siger Porosjenko til pressen på vej væk fra topmødet.

Det var de politiske ledere fra Tyskland, Frankrig, Rusland og Ukraine som torsdag morgen underskrev en køreplan for våbenhvile blandt stridens parter i Ukraine.

Våbenhvilen i regionerne Donetsk og Lugansk træder i kraft natten mellem lørdag og søndag.

Straks efter at aftalen var blevet underskrevet satte prorussiske separatister gang i en ny offensiv, lyder det fra Porosjenko, der påpeger vigtigheden af at respektere den kommende våbenhvile.

Ud over en våbenhvile fortæller Porosjenko, at de fire lande også aftalte at løslade gidsler - herunder den ukrainske pilot Nadesjda Savtjenko, som har været fængslet siden sidste sommer.

Frigivelsen af krigsfanger skal ifølge fredsplanen ske i løbet af 19 dage.

Præsidenten kom også ind på Ukraines nye kriselån fra Den Internationale Valutafond, IMF.

Tidligere torsdag meddelte IMF's direktør, Christine Lagarde, nemlig at Ukraine kan se frem til yderligere milliardhjælp fra IMF og andre långivere.

- Det er et nyt, meget vigtigt element for Ukraine.

- Og nu mangler vi bare fred, siger Porosjenko, der fortæller, at han i løbet af de seneste 72 timer kun har sovet i fem.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.