Ukraines landstræner trækker sig efter EM-skuffelse
Det ukrainske fodboldlandshold skal have ny træner efter EM, hvor holdet ikke går videre fra gruppen.
Landstræner Mykhaylo Fomenko står i spidsen for Ukraine for sidste gang, når holdet tirsdag møder Polen.
Landstræner Mykhaylo Fomenko står i spidsen for Ukraine for sidste gang, når holdet tirsdag møder Polen. Foto: Sergei Chuzavkov/AP


Ukraine har skuffet stort ved EM i fodbold med nederlag til Tyskland og upåagtede Nordirland i de to første gruppekampe, så holdet er uden chance for at gå videre inden sidste gruppekamp mod Polen.

Det har landstræner Mykhaylo Fomenko nu taget konsekvensen af. Han stopper efter tirsdagens kamp mod Polen.

- Kampen mod Polen bliver min sidste i dette sæde, siger han til ukrainsk tv ifølge nyhedsbureauet dpa.

Fomenko har stået i spidsen for holdet siden 2012, og han mener selv, at hans nuværende assistent, tidligere stjerneangriber Andriy Shevchenko, vil være oplagt som afløser.

- Han har stor erfaring i fodboldverdenen og har fået sin trænerlicens, siger Fomenko ledsaget af en bøn til de højere magter omkring Shevchenko.

- Kære Gud, gør ham lige så god som træner, som han var som spiller, lyder det fra den afgående træner.

Nordirland og Tyskland mødes i den anden kamp i gruppen tirsdag aften.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.