Ukraine vil kæmpe for sin sag som ny i Sikkerhedsrådet
Ukraines medlemskab af FN's Sikkerhedsråd vil ikke betyde forsoning med vetomagten Rusland, bedyrer minister.
Russiskstøttede oprørere i det østlige Ukraine. Konflikten i Ukraine kan komme til at præge stemningen i Sikkerhedsrådet, hvor Ukraine netop er valgt ind. I forvejen er Rusland permanent medlem af Rådet.
Russiskstøttede oprørere i det østlige Ukraine. Konflikten i Ukraine kan komme til at præge stemningen i Sikkerhedsrådet, hvor Ukraine netop er valgt ind. I forvejen er Rusland permanent medlem af Rådet. Foto: Max Black/AP


Temperamenterne risikerer at slå ekstra gnister, efter at Ukraine torsdag blev valgt ind som et af de fem nye medlemmer af FN's Sikkerhedsråd.

- Valget åbner nye muligheder for Ukraine i retning af at beskytte landets suverænitet og territoriale integritet, skriver Ukraines præsident, Petro Porosjenko, på sin Facebook-side.

Den ukrainske udenrigsminister, Pavlo Klimkin, siger, at landets FN-ambassadør "vil tale Ukraines sag og tale for vores kamp" fra sin plads i Sikkerhedsrådet.

Men her sidder Rusland som et af de fem permanente medlemmer. Russerne beskyldes for at støtte separatistiske oprørere i krigen i det østlige Ukraine.

Tidligere på ugen understregede den ukrainske udenrigsminister, at Ukraines tilgang til Rusland "absolut ikke er forsonende. Det permanente medlem af Sikkerhedsrådet er en aggressor i Ukraine", der fører krig på mange forskellige fronter i landet, sagde Klimkin.

Rusland selv siger i en kort udtalelse fra udenrigsministeriet i Moskva, at Rusland ser frem til at samarbejde med alle fem nye medlemmer i Sikkerhedsrådet.

- Fra vores side er vi klar til konstruktivt samarbejde med de nyvalgte medlemmer, lyder det i meddelelsen fra Moskva.

Foruden Ukraine blev Egypten, Japan, Senegal og Uruguay torsdag valgt som nye medlemmer af FN's Sikkerhedsråd. Alle fem er valgt ind for en toårig periode begyndende efter nytår.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.