Ukraine straffer billedsulten journalist for skudepisode
Kommentar på Facebook, hvor journalist giver grønt lys til skud, udløser vrede. Journalisten mister licens.
En britisk journalist opfordrede separatister til at skyde mod ukrainske soldater. Nu har hun mistet sin akkreditering til arbejde i Ukraine, siger talskvinde for sikkerhedsmyndighederne.
En britisk journalist opfordrede separatister til at skyde mod ukrainske soldater. Nu har hun mistet sin akkreditering til arbejde i Ukraine, siger talskvinde for sikkerhedsmyndighederne. Foto: Evgeniy Maloletka/AP/Arkivbillede/AP


En tidspresset britisk journalist var på jagt efter "gode billeder" fra den blodige krig i det østlige Ukraine, og derfor opfordrede hun prorussiske separatister til at skyde mod regeringssoldater i Lugansk.

Nu har myndighederne i landet besluttet at inddrage hendes arbejdstilladelse, fortæller en talskvinde for landets sikkerhedstjeneste, Olena Hitljanska, til nyhedsbureauet Interfax.

Det er en Facebook-besked, som koster Kitty Logan tilladelsen til at rapportere fra landet, skriver avisen Kyiv Post.

Hitljanska siger, at den britiske journalist har mistet sin akkreditering på grund af "hensyn til den nationale sikkerhed".

På det sociale netværk beskriver Logan, som har freelanceopgaver for det tyske medie Deutsche Welle, hvordan hun - efter flere opfordringer - fik separatisterne til at affyre skud mod ukrainske soldater i provinsen Lugansk.

Hun skriver blandt andet, at hun tidligere var vendt hjem fra fronten med billeder af kæledyr, så nu forsøgte hun "igen at dokumentere krænkelser af våbenhvilen".

- Skal jeg skyde på dem, så du får nogle billeder, spørger oprørssoldaten ifølge Logan.

"OK, hvorfor ikke," svarer journalisten ifølge sin beskrivelse på Facebook, efter at hun har konstateret, at "deadline nærmer sig".

Den britiske journalist har senere skrevet på Twitter:

- Jeg er journalist med et neutralt udgangspunkt. Jeg har aldrig, og jeg kommer heller aldrig til at bede nogen om at skyde - andet end billeder.

Både i Ukraine og i udlandet har beskeden på Facebook udløst vrede og skarp kritik.

Flere knytter i deres kommentarer journalisten til Sky News, men mediets udlandsredaktør skriver på Twitter, at "Logan hverken arbejder eller har arbejdet for Sky News".

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.