Ukraine: Separatister og soldater i åben kamp
Våbenhvilen i det østlige Ukraine holder ikke. Separatister og soldater kæmper i Debaltseves gader.
En ukrainsk pansret mandskabsvogn kører gennem det krigshærgede land. På trods af våbenhvile er der stadig direkte kamp mellem separatister og soldater.
En ukrainsk pansret mandskabsvogn kører gennem det krigshærgede land. På trods af våbenhvile er der stadig direkte kamp mellem separatister og soldater. Foto: Petr David Josek/AP


En skrøbelig våbenhvile i det østlige Ukraine er brudt.

Tirsdag udkæmper soldater og prorussiske separatister direkte kampe i byen Debaltseve, et vigtigt jernbaneknudepunkt i regionen Donetsk.

I byen opholder sig - eller har opholdt sig - op mod 8000 regeringsstyrker, men samtidig har tungt bevæbnede separatister omringet størstedelen af byen.

Det er første gang, at direkte kampe finder sted i Debaltseve. Indtil nu har kampene begrænset sig til artilleri-udveksling mellem regeringsstyrker og oprørere.

- Grupper af separatister går ind i selve byen, siger en talsmand for Ukraines militær til AFP.

Den regionale vicepolitichef, Ilja Kiva, fortæller over telefon, at flere er døde.

- Der er sårede og dræbte, men vi kan ikke bekræfte antallet, da kampene fortsat finder sted, siger vicepolitichefen.

Separatistledere siger ifølge lokale medier tirsdag eftermiddag, at deres styrker har tvunget ukrainske soldater ud af byen.

- I løbet af et par dage, måske allerede i dag, håber jeg, at Debaltseve vil være renset, siger separatisternes forsvarsminister, Vladimir Kononov, til russisk tv ifølge dpa.

Der er desuden meldinger om, at adskillige regeringssoldater har overgivet sig. Det afviser en talsmand for landets militær dog.

De voldsomme krigshandlinger finder sted på trods af, at en våbenhvile lørdag aften trådte i kraft i det østlige Ukraine.

Aftalen om våbenhvilen blev indgået i Minsk i Hviderusland i sidste uge efter maratonforhandlinger mellem den russiske præsident, Vladimir Putin, Ukraines Porosjenko, Tysklands kansler, Angela Merkel, og den franske præsident, François Hollande.

Ifølge en talsmand for den tyske regering diskuterede lederne natten til tirsdag desuden tilbagetrækningen af tunge våben fra det krigshærgede område.

Men det kræver, at der er ubetinget våbenhvile, siger en talsmand fra Ukraines militær i en tv-transmitteret nyhedsbriefing tirsdag eftermiddag.

- Ukraine er parat til at trække sine tunge våben tilbage fra det østlige Ukraine, når man kan se en fuldstændig våbenhvile i konfliktzoner, som kontrolleres af prorussiske separatister, siger militærets talsmand Andrej Lysenko.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.