Ukip var tæt på at høste to pladser i parlament
Det lykkedes med nød og næppe Labour at sikre sig en parlamentsplads og holde Ukip væk i det nordlige England.
Douglas Carswell (billedet) fra Ukip vandt en sejr i distriket Clacton-on-Sea i Essex.
Douglas Carswell (billedet) fra Ukip vandt en sejr i distriket Clacton-on-Sea i Essex. Foto: Matt Dunham/AP


Natten til fredag bliver formentlig én, som medlemmerne af det britiske parti Ukip sent kommer til at glemme.

For første gang i det EU- og indvandrerkritiske partis historie vinder Ukip et sæde i det britiske parlaments underhus ved et suppleringsvalg i kredsen Clacton-on-Sea i det sydlige England.

Faktisk var partiet tæt på at få endnu en plads ved nattens andet suppleringsvalg, men 600 stemmer gjorde, at Labour holder fast i sin plads ved suppleringsvalget i Heywood og Middleton, der ligger i Manchester-området.

Liz McInnes vinder kredsen med 617 stemmer ned til sin nærmeste konkurrent, John Bickley fra Ukip. Det viser optællingerne ifølge BBC.

Den marginale forskel på de to kandidater fik Ukip til at kræve genoptælling af stemmerne, før Liz McInnes kunne føle sig sikker på sin plads.

Senere på natten stod det dog klart, at Ukip hiver en sejr i land i Clacton-on-Sea, Essex, hvor partiets kandidat Douglas Carswell var forhåndsfavorit. Han er tidligere parlamentsmedlem for Det Konservative Pari, men måtte forlade sin plads i parlamentet, efter at han i august skiftede Det Konservative Parti ud til fordel for Ukip.

Ukip fik også et imponerende godt resultat, da briterne gik til EU-parlamentsvalg i maj. Partiet blev det største britiske parti i Europa-Parlamentet.

Det overbevisende resultat ved det europæiske valg og de tætte suppleringsvalg lægger pres på premierminister David Cameron og hans konservative parti syv måneder inden parlamentsvalget.

David Cameron har lovet briterne en folkeafstemning om selve medlemskabet af EU, hvis den konservative regeringen bliver genvalgt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.