Storbritanniens EU-kritiske parti Ukip vælger Paul Nuttall som ny leder, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Med valget af en ny leder håber partiet at lægge måneder med uro og dyb splittelse bag sig og vinde nyt fodfæste efter at have været med til at få briterne til at stemme for brexit.
Nuttall har siden 2009 været medlem af Europa-Parlamentet. Han overtager formandsposten efter Nigel Farage.
I oktober trådte Diane James tilbage som leder af partiet efter blot 18 dage på posten. Hun har forladt partiet for at blive løsgænger i EU-Parlamentet.
Herefter har Farage har været midlertidig leder.
Farage er blevet en markant profil i den kommende amerikanske præsident, Donald Trumps, bagland, hvor Ukip har været med til at opbygge eller forstærke en udbredt modvilje og skepsis over for gamle, etablerede partier og institutioner.
- Jeg vil opbygge et team med talenter fra alle partiets fløje, siger Nuttall, som opfordrer til enhed. Han siger, at denne opfordring til samling har fået det hidtil stærkeste mandat i partiets historie.
Steven Woolfe, der forlod Ukip i oktober, var udset som afløser for James, men han kvittede partiet efter en episode i EU-Parlamentet, hvor han kom i håndgemæng med en partifælle.
Steven Woolfe er nu også løsgænger i EU-Parlamentet.
Ukips popularitet toppede indtil videre i 2015, da partiet fik omkring 13 procent af stemmerne ved det britiske valg, og i juni stod partiet som en af de helt store vindere, da briterne besluttede, at landet skal forlade EU.
Partiet beskyldes for at have brugt EU-tilskud på et nationalt valg og meningsmålinger op til folkeafstemningen om britisk exit fra unionen.
/ritzau/Reuters