Ukip snupper endnu en plads i Storbritanniens parlament
Mark Reckless fra det EU- og indvandrerkritiske parti satte de gamle partier i Storbritannien på plads.
Mark Reckless er igen at finde i det britiske underhus, efter at han for et nyt parti genvandt pladsen i et suppleringsvalg.
Mark Reckless er igen at finde i det britiske underhus, efter at han for et nyt parti genvandt pladsen i et suppleringsvalg. Foto: Lefteris Pitarakis/AP


Det EU-skeptiske britiske parti United Kingdom Independence Party, Ukip, har natten til fredag vundet sin anden plads i det britiske parlament, Underhuset.

Det oplyser de lokale valgmyndigheder ifølge BBC.

Det skete, da optællingen ved suppleringsvalget i Rochester- og Strood-kredsen tidligt fredag morgen dansk tid var overstået, og Ukips kandidat, Mark Reckless, kunne erklæres som vinder foran sine modstandere fra henholdsvis premierminister David Camerons konservative parti, Labour og Det Grønne Parti.

Mark Reckless fik 16.867 stemmer i kredsen, hvilket var nok til at sikre ham en komfortabel sejr foran den konservative Kelly Tolhurst, der fik cirka 3000 færre stemmer.

Reckless sad tidligere selv i Underhuset for Det Konservative Parti, men valgte i september at skifte til Ukip, hvilket udløste suppleringsvalget om pladsen i Rochester og Strood-kredsen.

I sidste måned vandt det EU- og indvandrerkritiske parti sin første plads nogensinde i Underhuset, da Douglas Carswell genvandt sin egen plads ved et tilsvarende suppleringsvalg i Clacton-on-Sea i det sydlige England.

Med parlamentspladserne har Carswell og Reckless slået Ukips position i det britiske politiske landskab fast. På 20 år er partiet gået fra ikke at have reel indflydelse til at sidde på adskillige pladser i byråd, være Storbritanniens største parti i Europa-Parlamentet og nu også en del af det britiske parlament.

- Hvis Ukip kan vinde her, kan vi vinde over hele landet, siger Mark Reckless i sin vindertale.

Der skal være parlamentsvalg i Storbritannien til maj, og her forventer de fleste følgere af britisk politik, at Ukip kommer til at storme ind i parlamentet.

Udsigterne har fået de etablerede partier i Storbritannien til at føre en skrappere kurs på netop de områder, som Ukip med succes har ført sig frem på.

Blandt andet har premierminister David Cameron lovet briterne en afstemning om selve EU-medlemskabet, hvis vælgerne giver ham endnu en periode med nøglerne til embedsboligen Downing Street 10 i London.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.