Ukendte knuser ruder på biler i Skagen
Nordjyllands Politi har fået 12 anmeldelser om biler i Skagen, der har fået knust en eller flere ruder.


Nordjyllands Politi har i løbet af søndagen fået mindst 12 anmeldelser af hærværk mod biler i Skagen.

Nogle af anmeldelserne drejer sig om flere biler, så antallet af skadede biler ligger et godt stykke over de 12. Og vagtchef Heine Hansen, Nordjyllands Politi, venter flere anmeldelser.

- Jeg tror, der kommer flere, siger han til Ritzau søndag eftermiddag.

Anmeldelserne handler om biler, der har fået knust en eller flere ruder. Gerningsstederne befinder sig inden for en radius af cirka 500 meter.

- Der tegner sig et mønster af, at hærværket er systematisk ødelæggelse, idet de anmeldte forhold ikke tegner en rute af tilfældigt hærværk, som det typisk ses i disse sager, når gerningsmænd går fra A til B, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Politiet ved ikke, hvad der er blevet brugt til at knuse bilruderne med. Men det er formentlig et køllelignende redskab.

Nordjyllands Politi fik den første anmeldelse kort før klokken et natten til søndag, hvor en anmelder hørte et brag fra Carl Johansens Vej og kort efter kunne konstatere, at det var hans egen bil, der havde fået knust en rude.

Efter episoden så manden en scooter forsvinde fra Carl Johansens Vej og videre ad Skarpæsvej.

Nordjyllands Politi vil gerne tale med føreren af scooteren, der måske har set noget på sin færden.

Politiet vil også gerne i kontakt med personer, der har været i området omkring Carl Johansens Vej, Ulrik Plesners Vej, Markvej, Iver Christensens Vej, Chr. Bruuns Vej og Kirkevej fra midnat og frem, og som måske har set noget, der kan kaste lys over sagen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.