Det skulle have været en festdag, men endte med dramatik, smerter og tårer.
Takket være en yderst hjælpsom ung mand gik det dog ikke helt galt.
Og derfor leder et taknemmeligt ældre ægtepar nu efter den unge hverdags-helt, som hjalp dem, så det hele ikke endte i et mareridt.
Roskilde Avis fortæller i dag historien om Hanne og hendes ægtemand Egon. Han fyldte 80 og skulel derfor fejres sidste lørdag med gæster og hygge.
I stedet måtte Egon tilbringe dage på Køge sygehus. Den ældre herre kom nemlig alvorligt til skade, da han hentede sin retarderede 50-årige søn på Roskilde Station samme dag.
At det gik så galt, er familien ulykkelig over, men én ting varmer:
- En ung mand på omkring 16 - 17 år gjorde nemlig en helt fantastisk indsats på flere timer, da han hjalp min mand og hans søn, fortæller Hanne Gjørup til Roskilde Avis.
Dramaet udspillede sig om formiddagen, da Egon Kristensen havde hentet sønnen, som bor på et bosted syd for Roskilde. Sammen gik de på Roskilde Station ned af trapperne fra perronen.
Men Egons fod hang fast på uheldig vis, han røg forlæns, mens benet bukkede om, så den store lårbensmuskel i det ene lår sprang.
Han landede nedefor trappen. Og her trådte den hjælpsomme unge mand til. Ambulancen kom, og Egon bead den unge mand passe på sønnen, der var meget fortvivlet.
Egons bil holdt ude på stationen, og den unge gut fik overdraget nøglerne til den. I to timer passede han på den ulykkelige søn. Så kom familien til Egon og Hanne og hentede bilen og sønnen.
Hanne Sjørup er dybt taknemmelig og vil så gerne i kontakt med den unge mand.
Kender man ham, kan man skrive til ag@roskildeavis.dk
- Vi taler hele tiden om, hvor meget det betyder for os, og at vi gerne vil finde ham. Vi vil gerne takke ham for det, han gjorde. Det var virkelig flot, og jeg ved ikke, hvad vi skulle have gjort uden ham, siger Hanne Sjørup.