UK: Kontroversielt parti i parlamentet
Med 60 procent af stemmerne bliver Douglas Carswell Ukips første medlem af det britiske Underhus nogensinde.
Douglas Carswell skal repræsendtere Ukip i det britiske underhus.
Douglas Carswell skal repræsendtere Ukip i det britiske underhus. Foto: Matt Dunham/AP


Storbritanniens kontroversielle Ukip-parti får sin første folkevalgte plads i det britiske parlament. Det står klart efter et suppleringsvalg i Clacton-on-Sea-distriktet i Essex, skriver BBC.

Det er kandidaten Douglas Carswell, der skal repræsentere det EU- og indvandrerkritiske parti i Underhuset.

Dermed skriver han historie i Storbritannien.

- Der er intet, vi ikke kan opnå, siger Douglas Carswell ifølge BBC efter sin sejr.

Han var tidligere parlamentsmedlem for Det Konservative Parti, men i august forlod han sin plads, da han skiftede til det frembrusende parti United Kingdom Independence Party, Ukip.

Carswell fik over 21.000 stemmer. Det svarer til, at 60 procent af vælgerne satte kryds ud for ham og hans parti.

- Jeg vil ikke skuffe jer, siger Carswell ifølge Sky News og tilføjer, at Ukip "skal være et parti for hele Storbritannien og alle briter."

Premierminister David Camerons konservative parti fik godt 8000 stemmer, mens Labour blev nummer tre ved valget med knap 4000 stemmer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.