Uhyggeligt chok: Påkørte polsk chauffør, der krydsede motorvej til fods
En 29-årig polsk lastbilchauffør gik ud på motorvejen syd for Vejle og blev dræbt af en bil.
En mand blev dræbt, da han lørdag aften blev påkørt af en bil på motorvejen. Genrefoto
En mand blev dræbt, da han lørdag aften blev påkørt af en bil på motorvejen. Genrefoto Foto: Colourbox/Free


En mandlig fodgænger blev lørdag aften dræbt, da han på motorvejen syd for Vejle blev påkørt af en bil.

Der gik nogle timer, før politiet havde identificeret den dræbte mand. Søndag oplyser Sydøstjyllands Politi, at den dræbte er en 29-årig polsk lastbilchauffør.

Manden forsøgte af en eller anden grund at krydse motorvejen.

- Vi finder nok aldrig ud af, hvorfor manden gik ud på motorvejen, siger vagtchef Jørn Lindhardt, Sydøstjyllands Politi.

Personerne i den bil, som ramte manden, slap fra sammenstødet uden fysiske skrammer. Men de var stærkt chokerede, oplyste politiet natten til søndag.

Føreren så en skygge på vejen og havde ifølge politiet ingen mulighed for at undgå påkørslen.

Personbilen fik store skader ved sammenstødet.

Ulykken fandt sted ved Skærup cirka ti kilometer syd for Vejle.

- Der ligger rastepladser på begge sider på det sted, hvor manden blev dræbt. Han har åbenbart forsøgt at krydse motorvejen til fods, sagde vagtchefen natten til søndag.

Politiet har afhørt lastbilchauffører på begge rastepladser og undersøgt om nogle af de parkerede lastbiler var uden chauffør.

- Vores undersøgelse har vist, at en af lastbillerne stod tom, og nu er vi i færd med at underrette de pårørende, siger Jørn Lindhardt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.