Vold på jobbet
Uhyggelige sager: Beboer viftede med kniv - "jeg har lyst til at slå nogen ihjel"
Vold, seksuelle krænkelser, dødstrusler og sten gennem vinduer er hverdagen på nogle af landets bosteder for psykisk syge beboere.
Knytnæveslag, trusler på livet og sten gennem luften er hverdagen på bostederne.
Knytnæveslag, trusler på livet og sten gennem luften er hverdagen på bostederne. Foto: Scanpix/Iris


Medarbejdernes hverdag på landets bosteder for psykisk syge mennesker er rå, farlig og præget af vold og seksuelle krænkelser.

Det viser et øjebliksbillede, som Avisen.dk har skabt via en omfattende aktindsigt i såkaldte påbud, straks-påbud og vejledninger, som Arbejdstilsynet har givet til bostederne.

Herunder bringer vi en håndfuld eksempler, der viser hverdagen for personalet.

Mordforsøg på uledsaget dreng

Dansk Røde kors, Center Gribsskov, Græsted: Medarbejdere valgte at gå ind i en meget anspændt og farlig konflikt frem for at afvente politiet. Alternativet var, at tre drenge (i alderen 12-17 år) af nordafrikansk afstamning slog drengen ihjel, hvis de havde ventet til politiet kom.

Drengenes baggrund var gadebørn. Drengene havde erhvervet sig jernrør, som de brugte i situationen.

Drengene havde også et form for misbrug af nogle stoffer, de købte på Vesterbro. Antallet af drenge var langt højere, end hvad centeret pædagogisk kunne rumme. De tre drenge var ”helt sorte i øjnene”.  

Smadrede bilruder og vinduer og fastholdelse

Støttecenter, Svendborg: En beboer kaster store sten igennem ruderne til personalelejligheden. Der er også kastet sten efter ansatte.

En anden beboer sparker personale på knæ og underben og slår på overkrop og arme. En medarbejder er slået med et støvsugerrør af en beboer, der ventede bag en dør.

Der er smadret ruder i personalets biler. En ansat har fået smadret sin bilrude fem gange, fordi en beboer anså den ansatte for at være ”svageste led”.

En anden beboer vil inspireret af Anna Phil serien tvinge medarbejder ned på gulvet ved at holde fast i håndled. Politiet har været tilkaldt tre gange i sommeren 15.

Vifter med knive og kommer med dødstrusler

Opgangsfællesskabet Suensonsgade, Aalborg: En beboer viftede rundt med en kniv og sagde, "jeg har lyst til at slå nogen ihjel". En morgen var der blod på gulv og vægge i opgangen efter tumult mellem beboere. Tilkaldelse af politiet imødegås ikke altid. 

Medarbejderne arbejder af og til alene med påvirkede og udadreagerende beboere.

Der er trusler om vold og viften med kniv og dødstrusler. Der bæres ikke en egentlig alarm. Der er ringe mulighed for flugtveje.

Stemmer beordrer mord, knytnæveslag og kvælning

Bocenter Lindegården, Roskilde: En beboer hører stemmer, der fortæller ham, at han skal slå 20 mennesker ihjel. Han er voldelig over for personalet med knytnæveslag, og har også forsøgt at kvæle en anden beboer. Der er risiko for at medarbejdere kan blive slået bevidstløs, inden de får udløst alarmen.

En meget ustabil borger, der hører stemmer og er på speed, går på strømpesokker. Derfor er personalet ofte bange for, at han skal snige sig ind på dem bagfra. Medarbejder oplyser, at hun og kollega konstant er i en tilstand af stress, når de arbejder med denne beboer.  

Trusler med kniv, tv som kasteskyts og insulinsprøjte i armen på medarbejder

Johannes Hages Hus, Nivå: Der er adgang til knive. Der er en gennemsnitlig forekomst af fysisk vold på tre episoder ugentligt, og psykisk vold forekommer hver dag. Nogle af beboerne er så fysisk stærke, at de kan slå så det batter. 

En beboer har truet en medarbejder med en kniv, og en anden har taget kvælertag på en medarbejder. Der bliver også kastet med genstande som glas, stole, radio, tv, sko, creme, lift og parfumeflaske mod medarbejdere.

En beboer har truet medarbejder med kniv, hvor kniven var i kontakt med ansattes krop. En anden beboer har for tre år siden stukket sin insulinsprøjte i hånden på en medarbejder.

Tror han er mafiaboss, der vil slå ihjel

Boligerne ved Sønderåen, Vejle: Beboerne er med årene blevet tungere og mere komplekse. Flere beboere kan have udadreagerende adfærd, misbrug og høre stemmer.

En beboer kan være psykotisk og hører i den forbindelse stemmer, hvor en mafiaboss siger, at han skal slå personalet ihjel. '

En anden drikker meget og bliver meget truende. Har blandt andet skubbet en ansat i ryggen tæt på en trappe. Trusler om at skære halsen over på ansat. Smadre en flaske og vælter bord.  

Avisen.dk har i mindre omfang omskrevet beskrivelserne af hensyn til læsbarheden.

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.