Uhyggelig Axelsen smadrer Lin Dan ud af Denmark Open
En storspillende Viktor Axelsen pillede den kinesiske verdensstjerne Lin Dan fra hinanden ved Denmark Open.
Den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen viste ingen nåde over for legenden Lin Dan i kvartfinalen ved Denmark Open.
Den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen viste ingen nåde over for legenden Lin Dan i kvartfinalen ved Denmark Open. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Viktor Axelsen leverede en af karrierens stærkeste præstationer, da han i kvartfinalen fredag ved Denmark Open udraderede den kinesiske stjerne Lin Dan.

På godt en halv time smadrede han en af sportens største stjerner nogensinde ud af turneringen med de overbevisende cifre 21-8 og 21-7.

Bakket op af en fyldt Odense Idrætshal på hjemmebane fik Viktor Axelsen en rigtig god start mod den femfoldige verdensmester.

Axelsen var skarp, Lin Dan havde svært ved at finde den rigtige længde på sine slag, og danskeren bragte sig foran med 11-5 ved det korte ophold midtvejs i sættet.

Og danskeren var ganske enkelt ustoppelig. Han slog det ene hul efter det andet i Lin Dans ellers så uhyggelige defensiv, og på blot et kvarter tog han første sæt med suveræne 21-8.

Også efter sidebyttet var Axelsen ovenpå, og Lin Dan kæmpede med at finde linjerne på banen, mens danskeren med stor omtanke dirigerede sine angrebsslag rundt på banen.

Igen hed stillingen 11-5 i dansk favør ved sidebyttet, og Lin Dan lignede slet ikke en mand, der troede på, han kunne true hjemmebanefavoritten.

Axelsen fortsatte den tæt på fejlfrie præstation, og mod slutningen var der nærmest tale om ren legestue.

Han lukkede kampen med sætsejr i andet sæt på 21-7.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.