Uheldig islænding forlader FC Midtjylland
Eyjolfur Hedinsson stopper hos de danske fodboldmestre efter to et halvt år uden personlig succes.
Eyjolfur Hedinsson forlader FC Midtjylland.
Eyjolfur Hedinsson forlader FC Midtjylland. Foto: BAANER RASMUS/free


Et mislykket ophold i FC Midtjylland er snart overstået for Eyjolfur Hedinsson.

Fodboldspilleren fra Island stopper hos de danske fodboldmestre, der i sommeren 2013 hentede ham i Sønderjyske.

- Jeg vender hjem til Island om tre uger. Jeg har fået en toårig kontrakt med Stjarnan, og det betyder, at jeg fortsætter med at leve af fodbolden, siger Eyjolfur Hedinsson til FC Midtjyllands hjemmeside.

Den 30-årige offensivspiller har kun spillet ti kampe for FC Midtjylland, hvor han har været skadet i lange perioder.

- Jeg er virkelig glad for, at jeg har fået en kontrakt med Stjarnan, især fordi jeg har været ude så længe. Det gav mig ikke just den bedste situation.

- Men nu får jeg chancen for fortsat at kunne leve af fodbolden, og efter ni år i udlandet glæder jeg mig til at komme tættere på familie og venner, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.