Uheldig Arsenal-stjerne må igennem ny skadesperiode
Jack Wilshere risikerer at gå glip af de første måneder af Premier League-sæsonen på grund af en lægskade.
Jack Wilshere er igen skadet. Denne gang er den gal med læggen.
Jack Wilshere er igen skadet. Denne gang er den gal med læggen. Foto: John Walton/AP


Så er den gal igen med Jack Wilshere. Den 23-årige Arsenal-spiller har fået store dele af sin karriere spoleret af skader, og nu må han igen indstille sig på en pause.

Torsdag meddeler London-klubbens manager Arsène Wenger, at Wilshere på grund af en lægskade vil være ude i "flere uger".

Mere præcis bliver Wenger ikke, men ifølge BBC vil skaden holde midtbanespillere ude i op til to måneder.

Wilshere pådrog sig skaden efter et sammenstød ved træningen op til Community Shield-finale, som Arsenal vandt 1-0 over Chelsea i søndags.

På søndag indleder Arsenal Premier League-sæsonen på hjemmebane mod West Ham.

Arsenal sluttede på tredjepladsen i sidste sæson, men eksperter har tiltro til, at holdet i denne sæson kan udfordre Chelsea og Manchester City i mesterskabskampen.

Til at starte med bliver det altså uden Wilshere, der i sidste sæson missede fem måneder på grund af to operationer.

Det er især anklerne, der har været et stort problem for den engelske landsholdsspiller.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.