Uheld med lastvogn giver lang kø på motorvej
På Sydsjælland blev bilister stærkt generet af uheld nær Udby. Lastvogn kørte ud i midterrabatten.
Politiet måtte tirsdag morgen advare bilister om lang ventetid og kødannelse på motorvejen på Sydsjælland (arkivfoto)
Politiet måtte tirsdag morgen advare bilister om lang ventetid og kødannelse på motorvejen på Sydsjælland (arkivfoto) Foto: politi.dk/free


Mange hundrede bilister er tirsdag morgen og formiddag blevet generet af et uheld med en lastvogn på motorvejen på Sydsjælland.

Lastvognen kørte mod nord, da den ved afkørslen ved Udby kom ud i midterrabatten og pløjede sig ind i autoværnet.

Vognen var læsset med trækævler, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Uheldet skete lidt før klokken syv, og det påvirkede morgentrafikken både mod syd og mod nord.

Ved halv ti-tiden var situationen den, at der kun var ét spor farbart i begge retninger, lyder meldingen.

Kortvarigt blev det nødvendigt at spærre for trafik i begge nordgående spor på grund af oprydningsarbejdet.

Hvorfor chaufføren kom ud af kurs, har politiet ikke umiddelbart nogen forklaring på.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.