Af Annica Caroline Carlsen, redigeret af Lisbeth Madsen, Psykologi, Aller Media
Selvom der er flere og flere kvinder, der frivilligt afstår fra at få børn, så hersker der, måske naturligt nok, stadig en norm om, at kvinder får børn i dagens samfund. Det betyder, at kvinder, der ikke kan få børn, selvom de gerne vil, kommer til at stikke ud, og det kan gøre ondt.
Når det ikke lykkes en kvinde at blive mor, selvom hun har ønsket det, så er det ofte en tabsoplevelse, og følelsen bliver vækket igen og igen. Det fortæller Lone Schmidt, der er dr.med. og forsker i fertilitet. Hun forklarer, at barnløshed kan sætte ar på femininitet og selvbillede, når drømmen om børn brister.
- For permanent ufrivilligt barnløse kvinder kan barnløsheden ofte karakteriseres som en livssorg, der ofte vækkes til live, fx når veninderne får børn og igen senere, når de bliver bedstemødre, siger Lone Schmidt.
Lider du af den nye jobsygdom, boreout? Se mere på Q.dk
Man bryder normaliteten
Psykolog Annegrethe Severinsen kender godt til folks tabsoplevelser og forklarer, at det hænger sammen med, at de ufrivilligt er blevet til normbrydere.
- Man vil gerne ramme normen, fordi den er gennembrydende for hele vores familieopfattelse. Normen bliver også lynhurtigt tænkt ind i situationer, hvor man som barnløs kan komme til at stikke ud og være den forkerte. Jeg kender masser af kvinder, der også erkender, at det er svært at være mor. Men dem hører vi ikke om. Derfor bliver normen om far, mor og børn forstærket. Det gør det sværere at være barnløs, for man er kun rigtig, hvis man har to børn, siger Annegrethe Severinsen.
Derfor elsker vi triste sange: Se mere på Q.dk
Hvad er det gode liv for den enkelte
Hvis ikke tabet af de børn, der aldrig blev, skal komme til at fylde alt, så er det vigtigt for de ufrivilligt barnløse at finde ud af, hvad der så skaber det gode liv.
- Jeg lytter til, hvad der er på spil og taler med klienterne om, hvad der er for nogle tiltag, der er vigtige for at mærke, at man stadig har et godt liv, siger Annegrethe Severinsen.
Man er rigtig, selvom man ikke er nogens mor
Det er ifølge psykologen vigtigt at få folk til at forstå og acceptere, at man ikke er forkert, fordi man føler sig frarøvet moderskabet.
- Men det kan være svært, netop på grund af normerne. Og så lever vi i en tid, hvor alting skal være meget rigtigt. Men der går for meget liv fortabt ved konstant at styre efter det rigtige, siger Annegrethe Severinsen.