Uffe Elleman revser Løkkes flytteplan: "Skadeligt" og "ufornuftigt"
Ogå tidligere socialdemokratisk udenrigsminister Mogens Lykketoft kalder regeringens beslutning om at udflytte DIIS "stupid".
To tidligere udenrigsministre langer nu hårdt ud efter dele af regeringens plan om at udflytte 3.900 statslige arbejdspladser til landets yderområder.
To tidligere udenrigsministre langer nu hårdt ud efter dele af regeringens plan om at udflytte 3.900 statslige arbejdspladser til landets yderområder. Foto: Scanpix/arkiv


Flere tidligere udenrigsministre - herunder Venstres Uffe Ellemann-Jensen - langer nu hårdt ud efter dele af regeringens plan om at udflytte 3.900 statslige arbejdspladser til landets yderområder, skriver Politiken søndag. Konkret handler det om den udflytning til Aarhus af Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), som ifølge tre tidligere udenrigsministre skader langt mere, end det gavner.

- Det har ingen positive effekter, og jeg kan overhovedet ikke se fornuften bag det valg. Det vil skade DIIS' arbejdsmuligheder, og det er synd, set i det lys at DIIS nyder stor international anerkendelse, lyder det fra V-nestor og tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, der er tidligere formand for instituttet, til Politiken.

Siden 2002 har DIIS rådgivet skiftende regeringer, når der skal træffes beslutninger af udenrigspolitisk karakter. Instituttet har desuden et tæt samarbejde med ministerier, folketingspolitikere og ambassader i København. Men flyttes instituttet til Aarhus, vil den kontakt forsvinde og instituttets arbejde svækkes, forklarer Uffe Ellemann-Jensen.

Tidligere socialdemokratisk udenrigsminister Mogens Lykketoft kalder regeringens beslutning om at udflytte DIIS "stupid".

- Jeg kan ikke se det som andet end en populistisk markering, som intet har med saglighed at gøre. Jeg synes, at det er en direkte stupid måde at lave egnsudvikling på. Formålet med DIIS er at spille sammen med statsadministrationen. Der er en grund til, at man ikke flytter Statsministeriet til Samsø, siger Mogens Lykketoft til Politiken.

Som en af få myndigheder i Danmark kan DIIS kun flyttes, hvis regeringen kan skaffe et flertal for det i Folketinget. I regeringens lovforslag fremgår det, at flytningen "ingen" positive effekter har for økonomien, erhvervslivet, borgerne eller af administrativ karakter. Derimod har udflytningen en række negative effekter - herunder økonomiske og administrative.
Foreløbige beregninger viser, at flytningen kan ende med at koste statskassen omkring 34 millioner kroner.

Det har ikke været muligt for Politiken at få en kommentar fra udenrigsminister Kristian Jensen (V), men i en mail fra ministeriets pressechef fremsendes et gammelt citat givet til et andet medie.

- DIIS gør et stort og godt stykke arbejde - i Danmark og internationalt - og er en vigtig sparringspartner for beslutningstagere på alle de udenrigs- og sikkerhedspolitiske områder. Jeg er sikker på, at DIIS også i Aarhus kan videreføre deres gode arbejde, lyder budskabet fra Kristian Jensen i mailen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.