Uffe Elbæk langer ud efter fagbevægelsen: Har tabt visionerne
Engang blandede de sig i alt muligt. Nu er der gået for meget systemtænkning i fagbevægelsen, mener Uffe Elbæk (Å). Men hos fagbevægelsen byder LO-formanden, Lizette Risgaard, Uffe Elbæk op til dans.
Fagbevægelsen mangler visioner, siger Uffe Elbæk (Å). Alternativet mangler fundament, svarer Lizette Risgaard fra LO. Mon de to finder melodien til Folkemødet? 
Fagbevægelsen mangler visioner, siger Uffe Elbæk (Å). Alternativet mangler fundament, svarer Lizette Risgaard fra LO. Mon de to finder melodien til Folkemødet?  Foto: Liselotte Sabroe/Linda KastrupScanpix/Arkiv


I tre år i træk har fagbevægelsen afvist Alternativet til arbejdernes kampdag 1. maj. Nu kommer partiets formand, Uffe Elbæk, med en kærlig opsang til fagbevægelsen. 

 

Ifølge Uffe Elbæk har fagbevægelsen mistet kraft og visioner. Det fortæller han i et interview med Ugebrevet A4 torsdag.

- Vi er faktisk bekymrede for, hvor svækket fagbevægelsen står, siger Uffe Elbæk til Ugebrevet A4.

Han mener, at fagbevægelsen er blevet for stor en del af samme systemtænkning, der også præger Christiansborg. Og at fagbevægelsen ligesom andre samfundsaktører har tabt visionerne og er blevet for fokuserede på det, de allerede har vundet.

Engang blandede de sig i alt 

- Velfærdssamfundet har toppet i det format, vi kender det. Alle forsvarer den udgave, vi kender i dag, i stedet for at spørge, hvordan den næste skal se ud, siger partiformanden.

Han efterlyser en mere aktiv og progressiv fagbevægelse, som han mindes den fra sin ungdom:

- Engang blandede fagbevægelsen sig i alt muligt. De lavede oplysningsforbund, højskoler, kooperationen, mediehuse og alt muligt. De var en enorm entreprenant samfundskraft.  

Ærgerlig over 1. maj 

Og selvom Uffe Elbæk understreger sin ’enorme respekt’ for fagbevægelsen, så ærgrer det ham, at Alternativet i tre år ikke er blevet inviteret med til fagbevægelsens 1. maj i Fælledparken i København.

Han ser nemlig Alternativet og fagbevægelsen som naturlige alliancepartnere, siger han til Ugebrevet A4. Her fremhæver han også sin glæde ved, at 3F Ungdom kontaktede Alternativet for sammen at kæmpe for en 30-timers arbejdsuge.

- Pludselig var der nogen fra fagbevægelsen, der spurgte, om vi havde lyst til at lege. Og det har vi jo. Men der skal to til en tango, lyder det fra Uffe Elbæk. 

Hos hovedorganisationen LO tager formand Lizette Risgaard Uffe Elbæks kritik med oprejst pande. Hun byder gerne Uffe Elbæk op til dans. Men ikke for enhver pris. 

LO: Alternativet mangler fundament 

- Elbæk byder både op til leg og til en tango. Jeg kan bedst lide at danse og er egentlig ligeglad med, hvem der byder hvem op, men lader mig ikke føre. Det er jeg sikker på, er helt i Alternativets ånd, lyder det med et smil fra Lizette Risgaard. 

Hun har respekt for, at Alternativet er nået så langt og støttede da også op om deres kandidatur. Men hun ser endnu ikke, at partiet har et færdigbygget fundament. 

- Jeg har lidt svært ved at se, hvordan deres økonomiske politik hænger sammen, og hvordan de vil levere resultater for lønmodtagerne. Det skal de jo arbejde videre med og ud og bevise. Og vi er naturligvis klar til at give vores besyv med. 

Jeg glæder mig til at danse med Uffe

I forhold til 1. maj fastholder Lizette Risgaard, at det er de lokale LO-sektioner, der er suveræne beslutningstagere på de forskellige arrangementer. 

Og så kommer hun med en skjult invitation til Elbæk: 

- Det er forfriskende med den energi, Elbæk og co. lægger for dagen. Det smitter! Og jeg glæder mig til også at danse med Uffe – måske bliver første gang på folkemødet i juni.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.