Uffe Elbæk delte nøgenbilleder - så blev han blokeret af Facebook
Alternativets leder afviser ikke at dele nøgenbilleder igen. Men han vil tænke sig om en ekstra gang.
Foto: Scanpix


Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, fik i weekenden blokeret sin adgang til det sociale medie Facebook. Mandag eftermiddag blev han dog lukket ind igen.

Årsagen til udelukkelsen var, ifølge Elbæk selv, at han havde delt et foto fra Kulturnatten, hvor to nøgne mennesker var dækket af ler.

Billedet, der forestillede en form for kunstnerisk happening var ledsaget af et berømt foto fra 1969, hvor kunstneren Lene Adler Pedersen går nøgen gennem børsbygningen.

Det blev tilsyneladende for meget for Facebook, der har pillet billederne ned fra Elbæks profil.

Uffe Elbæk finder det principielt problematisk, at et privat firma på den måde kan diktere, hvad han kan kommunikere med sine vælgere og andre interesserede om.

Spørgsmål: Kunne I ikke lade være med at bruge Facebook?

- Det er en kæmpe udfordring, fordi Facebook er så markedsdominerende. Hvis du vil møde danskerne, der hvor danskerne er, så er du nødt til at være på Facebook, siger Elbæk.

Den amerikanske it-gigant er før blevet anklaget for censur, når billeder har overtrådt virksomhedens regler for nøgenhed.

Blandt andet har forfatteren Peter Øvig Knudsen tilsyneladende overtrådt virksomhedens grænser, da han har delt dokumentariske billeder fra sine bøger om BZ-bevægelsen og hippietiden.

Også et verdensberømt foto af en napalmramt pige fra Vietnamkrigen har været udelukket fra Facebook. Den beslutning har virksomheden dog omgjort.

- Det rejser en diskussion om kunstnerisk ytringsfrihed, mener Uffe Elbæk.

Elbæk mener, at EU-landene burde gå sammen og finde ud af, hvad der kan accepteres fra Facebooks side.

Spørgsmål: Vil du lægge billeder af nøgne mennesker ud på Facebook en anden gang?

- Selvfølgelig vil jeg overveje en anden gang, om det er det værd. Men jeg vil absolut ikke sige, at jeg ikke vil gøre det igen. Hvis jeg synes, at sagen er vigtig nok, vil jeg gøre det.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra Facebook.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.