Det nye parti Alternativet er stille og roligt ved at bide sig fast rundt om i landet.
Det skriver DR Syd i dag.
På landsplan har Alternativet nu 1500 medlemmer, og i hele landet opstiller Alternativet 55 folketingskandidater.
I det sydjyske har Alternativet fundet sine fem sydjyske kandidater til folketingsvalget, og antallet af betalende medlemmer vokser støt, fortæller Bjarke Serritslev, der arbejder i partiets pressetjeneste og stiller op som folketingskandidat.
- Det giver klart ekstra benzin på bilen med den her brede opbakning. Og det samme med vores facebook-side, hvor vi har over 20.000 likes. Det betyder, at man får lyst til at kæmpe videre, siger Bjarke Serritslev til DR Syd.
Og det er især opbakningen på de sociale medier, der er vigtig for Alternativet, fortæller Bjarke Serritslev.
- Der er ingen tvivl om, at de sociale medier er meget vigtige for os, fordi vi ikke har ret mange penge at bruge i partiet. Derfor er vi nødt til at tænke alternativt, i måden vi kommunikerer på, siger Bjarke Serritslev.
Alternativets lokale side for Sydjylland på facebook har indtil videre 100 likes. Selvom det ikke lyder af meget er det ganske pænt, mener Bjarke Serritslev.
- Kredsen i Sydjylland er kommet senere i gang end selve partiets hovedside, siger han.
I sidste uge blev Alternativet formelt godkendt af Indenrigsministeriet til at stille op ved næste folketingsvalg.