Ufærdigt p-hus kollapser i Tel Aviv og flere savnes
Seks er kørt på hospitalet, og 15 savnes ifølge israelsk tv, efter at en bygning er faldet sammen i Tel Aviv.


Et parkeringshus under opførsel er styrtet sammen i Tel Aviv, og flere personer er fanget under bygningsdele.

En er omkommet, og 24 er såret, fortæller lægekilder ifølge nyhedsbureauet AFP.

Redningspersonale på stedet søger efter mennesker fanget under murbrokkerne.

Hændelsen er sket på en byggeplads i den nordøstlige del af Tel Aviv, der ligger ved Middelhavet. Byggepladsen ligger i Ramat Hahayal nær et hospital, kontorbygninger og restauranter.

Israelsk tv rapporterer om 15 savnede. Men politiet har ikke bekræftet det antal.

Myndighederne har endnu ikke overblik over omfanget. Det franske nyhedsbureau AFP beretter om tre savnede, mens redningsfolk til nyhedsbureauet Reuters fortæller, at det drejer sig om ni personer.

Flere af de ni, som ifølge Reuters menes fastklemt eller fanget under murbrokker, har været i kontakt med redningsfolk, siger redningstjenesten Magen David Adom.

Brandfolk og redningshold arbejder på at redde folk ud fra det sammenstyrtede byggeri.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.