Uefa støtter generalsekretær i Fifa-præsidentvalgkamp
Eksekutivkomitéen i Uefa støtter Gianni Infantino, der stiller op ved præsidentvalget i Fifa.
Gianni Infantino får støtte fra Uefa til at stille op ved Fifa-præsidentvalget.
Gianni Infantino får støtte fra Uefa til at stille op ved Fifa-præsidentvalget. Foto: Jean-Christophe Bott/AP


Antallet af kandidater til det forestående præsidentvalg i Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, vokser helt op til deadline for at melde sig officielt som kandidat.

Den udløber mandag 26. oktober, og på denne dag blev det officielt, at Gianni Infantino, der fungerer som generalsekretær i Uefa, stiller op ved valget 26. februar.

Uefas eksekutivkomité giver sin fulde støtte til Gianni Infantino.

- Vi tror på, at Gianni Infantino har alle de nødvendige kvaliteter til at håndtere de store udfordringer, organisationen i Fifa står over for, og de reformer, som skal genoprette Fifas integritet, lyder det i en meddelelse fra Uefa.

Uefa har også franskmanden Michel Platini som kandidat, men det er usikkert, om Platini overhovedet får chancen for at føre valgkampagne.

Han er aktuelt suspenderet af Fifa for en mistænkelig pengeoverførsel, han har modtaget. Suspenderingen strækker sig over 90 dage, men kan forlænges med 45 dage, så den først udløber lige inden valget.

Også franskmanden Jerome Champagne stiller op ved valget. Med Infantinos kandidatur er man aktuelt oppe på syv kandidater.

Ud over de førnævnte er der tale om Prins Ali Bin Al Hussein fra Jordan, David Nakhid fra Trinidad og Tobago, sydafrikaneren Tokyo Sexwale samt Salman Bin Ebrahim Al Khalifa fra Bahrain.

Sydkoreaneren Chung Mong-joon var i første omgang også kandidat, men han har fået seks års karantæne fra al fodbold, som han dog har appelleret til sportsdomstolen CAS. Mandag trak han officielt sit kandidatur tilbage.

Gianni Infantino, der har italienske rødder, men er født i Schweiz, har været generalsekretær i Uefa siden 2009.

Han er blandt andet kendt for at være manden, der foretager lodtrækninger i forbindelse med europæiske turneringer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.