Uefa lønner fortsat karantæneramte Platini
Michel Platini hæver løn i Uefa, selv om han ikke må arbejde. Uefas udbetalinger fortsætter "indtil videre."
Michel Platini har anket sin otte år lange karantæne til Fifas appelinstans.
Michel Platini har anket sin otte år lange karantæne til Fifas appelinstans. Foto: /AP


Michel Platini kommer ikke til at sulte foreløbig, selv om han er afskåret fra at udføre sit arbejde som præsident for Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa.

Til trods for at franskmanden for nylig blev idømt otte års karantæne fra al fodbold, får han stadig udbetalt sin løn fra hovedkvarteret i Nyon. Det oplyser Uefa ifølge nyhedsmediet espn.com.

- Hr. Platini modtager salær fra Uefa, og det vil han blive ved med indtil videre. Individuelle lønninger er fortrolige og bliver derfor ikke offentliggjort, lyder det i en meddelelse fra Uefa.

Tidligere har Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, oplyst, at afgående præsident Sepp Blatter også får udbetalt løn, indtil han går af ved udgangen af februar, selv om han har fået en tilsvarende straf.

Blatter og Platini blev kort før jul tildelt den lange karantæne som følge af en mistænkelig pengeoverførsel til Platini i 2011 på to millioner schweizerfranc.

Beløbet skulle angiveligt være betaling for et stykke arbejde, som franskmanden udførte for Fifa mange år tidligere, da han var tilknyttet forbundet som teknisk rådgiver.

Platini og Blatter har begge anket karantænen til Fifas appelinstans. Hvis de ikke får medhold her, har de mulighed for at gå videre til Det Internationale Sportsdomstol, Cas.

Ifølge ESPN vil Platini formentlig få udbetalt løn, indtil alle appelmuligheder er opbrugt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.