Uefa lader Platinis præsidentsæde stå tomt i en periode
Michel Platini bliver ikke afløst af en midlertidig præsident, meddeler Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa.
Der skal findes en permanent afløser for Michel Platini, som træder tilbage som Uefa-præsident.
Der skal findes en permanent afløser for Michel Platini, som træder tilbage som Uefa-præsident. Foto: Laurent Gllieron/AP


En dom på fire års karantæne fik mandag Michel Platini til at annoncere, at han vil trække sig fra posten som præsident hos Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa.

En afløser for Platini vil ikke blive fundet lige med det samme og i hvert fald ikke før, Uefa har afholdt et møde 18. maj i Schweiz, oplyser fodboldforbundet i en pressemeddelelse.

- I mellemtiden vil der ikke blive valgt en ny midlertidig Uefa-præsident, oplyser forbundet.

- Uefas Eksekutivkomité vil mødes om morgenen 18. maj i Basel for at diskutere de næste skridt - inklusiv planlægningen af en valgkongres, lyder forklaringen.

Uefa meddeler, at man har noteret, at Den Internationale Sportsdomstol, CAS, har suspenderet Platini fra alle fodboldrelaterede aktiviteter i fire år.

Og Uefa bekræfter ligeledes, at Platini har annonceret sin intention om at træde tilbage som Uefa-præsident.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.