Uefa er tilfreds med bremset VM-kapløb
Uefas præsident er enig i Fifa-beslutningen om at udsætte budprocessen om VM-værtskab på ubestemt tid.
Uefa-præsident, Michel Platini, er godt tilfreds med Fifas udmelding om, at beslutningen om værtsskabet til VM 2026 er udskudt på ubestemt tid.
Uefa-præsident, Michel Platini, er godt tilfreds med Fifas udmelding om, at beslutningen om værtsskabet til VM 2026 er udskudt på ubestemt tid. Foto: Jacques Brinon/AP


Uefa-præsident Michel Platini er godt tilfreds med, at det internationale fodboldforbund (Fifa) har besluttet at stoppe søgeprocessen om VM-værtskabet i 2026.

Det var meningen, at Fifa-kongressen skulle stemme om VM-værtskabet i Kuala Lumpur i maj 2017, men efter at Fifa er under anklage for bestikkelse og korruption, er beslutningen udskudt.

- Processen skulle have ført til afstemning i 2017. Men der er intet lederskab i Fifa. Det er klart, at det skal udsættes. Det er godt, siger Michel Platini.

Fifas generalsekretær Jerome Valcke slog onsdag fast, at der foreløbig ikke er nogen grund til at gå videre med budprocessen.

- Med tanke på den nuværende situation, giver det ingen mening at starte budrunden. Det er udsat, siger Valcke.

De amerikanske myndigheder er i gang med at undersøge beskyldninger om ulovligheder i verdensfodboldforbundet.

En række Fifa-spidser blev anholdt i dagene, før Sepp Blatter blev valgt til præsident for endnu en periode.

Det amerikanske forbundspoliti FBI og myndighederne i Schweiz undersøger blandt andet om, der blev lagt penge under bordet, da VM-slutrunderne i Rusland 2018 og Qatar 2022 blev fordelt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.