Uefa beordrer nyt græs i Lille
Ottendedelsfinalen og kvartfinalen i Lille skal spilles på et nyt græstæppe, der bliver kørt ind fra Holland.
Paul Pogba var med til at slide på græstæppet i Lille, da Frankrig og Schweiz spillede 0-0 søndag aften.
Paul Pogba var med til at slide på græstæppet i Lille, da Frankrig og Schweiz spillede 0-0 søndag aften. Foto: Geert Vanden Wijngaert/AP


Efter onsdagens kamp mellem Irland og Italien i gruppe E skal det kritiserede græstæppe på EM-stadionet Stade Pierre-Mauroy i Lille skiftes ud.

Det oplyser Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) på sin hjemmeside.

Det er ekstremt vanskelige vejrforhold de seneste uger, som har skadet græstæppet, der har fået for meget regn og for lidt solskin, oplyser Uefa.

Det har givet uoprettelige skader på overfladen, og selv om der er arbejdet hårdt for at vedligeholde og skåne græstæppet, har det ikke givet det ønskede resultat.

Kampen mellem Rusland og Slovakiet i Lille blev spillet med taget rullet ud på grund af et kraftigt regnvejr.

Det nye græstæppe bliver kørt ind fra Holland og forventes at være rullet ud og klar til brug fredag eftermiddag. Den næste kamp i Lille - efter onsdagens Irland-Italien - er en ottendedelsfinale søndag.

Desuden spilles der en kvartfinale i Lille.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.