Uefa åbner sag i kaos-kamp
Borussia Dortmund og Galatasaray kan se frem til at blive straffet for tilskueruroligheder ved deres CL-kamp.
Tilskuertumult og invasion af fodboldbanen får Uefa til at åbne sag.
Tilskuertumult og invasion af fodboldbanen får Uefa til at åbne sag. Foto: Frank Augstein/AP


Det europæiske fodboldforbund Uefa har åbnet sager med Borussia Dortmund og Galatasaray efter, at de to klubbers kamp i Champions League i tirsdags blev præget af uroligheder på tilskuerpladserne.

Det oplyses på fodboldforbundets hjemmeside.

Uefa skriver, at Galatasaray er anklaget for tilskueruroligheder, tilskueres invasion af banen og antændelse og kast med fyrværkeri.

Borussia Dortmund, som vandt hjemmekampen med 4-1, er anklaget for, at fansene kastede ting, tilskueruroligheder og utilstrækkelig organisation, da først urolighederne opstod.

Uefa gav Galatasaray en bøde på rundt regnet 375.000 kroner for tilsvarende uroligheder, da den tyrkiske klub tidligere i Champions League-sæsonen var på besøg hos Arsenal.

Derfor risikerer klubben nu, at holdets næste gruppekamp på udebane hos Anderlecht i slutningen af november skal spilles uden tyrkiske fans på tribunerne.

Tysk politi anholdt også 21 personer efter kampen, og en stor del af de 700 tyrkiske fans, som allerede bor i Tyskland, blev der taget hånd om

Uefas disciplinærkomité behandler sagen den 13. november.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.