Uefa åbner disciplinærsag mod Kroatien og Tyrkiet
Kroatien kan imødese en straf, efter at en fan løb ind på banen og fejrede scoring mod Tyrkiet med spillerne.
Sikkerheden var ikke i top til EM-kampen mellem Kroatien og Tyrkiet, eftersom en kroatisk fan formåede at komme ind på banen.
Sikkerheden var ikke i top til EM-kampen mellem Kroatien og Tyrkiet, eftersom en kroatisk fan formåede at komme ind på banen. Foto: Martin Meissner/AP


Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har mandag indledt en disciplinærsag mod Det Kroatiske Fodboldforbund og Det Tyrkiske Fodboldforbund.

Det sker dagen efter kampen mellem Tyrkiet og Kroatien i Paris ved EM-slutrunden, en kamp som kroaterne vandt 1-0.

Efter Luka Modric' mål løb en kroatisk fan ind på banen og omfavnede kroatiske spillere, mens de fejrede scoringen.

- Det kunne have været en fan fra Tyrkiet, men heldigvis var det en af vores egne fans, sagde Luka Modric efter kampen.

Ud over baneløberen er Det Kroatiske Fodboldforbund også under anklage, fordi kroatiske fans anvendte fyrværkeri under kampen.

Det samme gjorde tyrkiske fans, og derfor er Det Tyrkiske Fodboldforbund også under anklage.

Tyrkerne er desuden anklaget, fordi fans kastede med objekter.

Uefa har dog ikke travlt med at træffe en afgørelse i sagen.

Forbundet meddeler, at sagen først vil blive behandlet den 21. juli, altså efter at EM-slutrunden er overstået.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.