Udviste kriminelle vender tilbage til Danmark
Op mod halvdelen af udviste udlændinge kommer til Danmark igen for at begå ny kriminalitet, siger Rigspolitiet
Udviste udlændinge vender i stor stil tilbage til Danmark i løbet af blot et år. Det skriver TV2 på baggrund af en dokumentar, der sendes torsdag aften. Arkivfoto
Udviste udlændinge vender i stor stil tilbage til Danmark i løbet af blot et år. Det skriver TV2 på baggrund af en dokumentar, der sendes torsdag aften. Arkivfoto Foto: Colourbox/free


Når en kriminel bliver udvist af Danmark, er det nærliggende at tro, at den dømte aldrig sætter fødderne på dansk jord igen. Men sådan er det langt fra altid, skriver TV2.

Til tv-stationen oplyser Rigspolitiet, at op mod halvdelen af de udlændinge, der bliver udvist af Danmark på grund af berigelseskriminalitet, helt bevidst bryder deres indrejseforbud.

- Vi kan konstatere, at op imod halvdelen af de berigelseskriminelle, der bliver idømt indrejseforbud, vender tilbage og begår ny kriminalitet inden for et år, siger vicepolitiinspektør Tormod Christensen fra Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC) til TV 2 Dokumentar.

I 2011 blev 368 personer anmeldt for at bryde deres indrejseforbud, mens tallet var steget til 435 personer i 2013.

De seneste kvartalstal, som blev offentliggjort onsdag, viser ifølge TV2, at stigningen er fortsat i 2014, hvor mindst 476 personer er blevet anmeldt for at have overtrådt deres indrejseforbud.

En væsentlig del af tallene dækker ifølge politiet over omrejsende kriminelle, som netop kommer til Danmark med tanke på at lave indbrud, tyverier eller måske røverier.

Rigspolitiet er dog overbevist om, at endnu flere bryder deres indrejseforbud uden at blive fanget - ligesom mange andre bliver pågrebet, mere end et år efter at de er udvist.

- Der er ingen tvivl om, at der også ligger et mørketal her. Der er utvivlsomt flere, der har indrejseforbud, som rejser til Danmark - enten for at opholde sig, eller for at begå ny kriminalitet, siger vicepolitiinspektør Tormod Christensen til TV2.

I statistikken over udviste, der vender tilbage inden for et år, fylder Østeuropa mest - med Rumænien som topscorer, viser en gennemgang af 384 sager fra 2013 i politiets sagsstyringssystem Polsas, som Rigspolitiet har foretaget for TV 2 Dokumentar.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.