Udviklingshæmmede Kasper er kun 7 år mentalt: Får nej til førtidspension
Odense Kommune vil tvinge den udviklingshæmmede mand i flere arbejdsprøvninger, selvom det gør ham mere syg.
Kasper, som har en IQ som et barn på cirka syv år, har allerede været i arbejdsprøvning tre gange, men det er ikke nok, mener Odense Kommune. Drengen på billedet er ikke Kasper.
Kasper, som har en IQ som et barn på cirka syv år, har allerede været i arbejdsprøvning tre gange, men det er ikke nok, mener Odense Kommune. Drengen på billedet er ikke Kasper. Foto: Scanpix / Modelfoto


20-årige Kasper Frydenlund er retarderet i en grad, så han mentalt svarer til et barn på 6-8 år. Alligevel mener Odense Kommune, at det ikke kan udelukkes, at han kan få et job og blive selvforsørgende. Det skriver TV2 Fyn.

Den unge mand bor på et bosted for handicappede og modtager kontanthjælp. Gennem et specielt tilrettelagt uddannelsesforløb har han allerede været i arbejdsprøvning i tre forskellige virksomheder. Hver gang er det resulteret i, at Kasper Frydenlund har reageret med angst. Han glemmer, hvor han skal møde, må ringe til sin mor mange gange om dagen, og kan ikke forstå de beskeder og opgaver, han får, fortæller familien til TV2 Fyn.

Mange udviklingshæmmede får afslag

Under hver praktik har han også reageret med at lukke sig inde i sig selv i dagevis, og ikke åbne døren til sit værelse på bostedet.

Selvom en læge har skrevet, at han har meget vanskeligt ved at se Kasper Frydenlund på arbejdsmarkedet - heller ikke i et fleks- eller skånejob - mener Odense Kommune dog ikke, at hans arbejdsevne er afklaret. Derfor har kommunen givet afslag på førtidspension.

Landsforeningen for Udviklingshæmmede, LEV, frygter, at yderligere pres vil forværre Kasper Frydenlunds handicap. Samtidig siger foreningen, at det langt fra er et enestående tilfælde, idet det bliver sværere og sværere for udviklingshæmmede at få førtidspension.

TV2 Fyn har forsøgt at få en kommentar fra Odense Kommune, men uden held.

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.